Ny iPhone afsløret: Derfor fjerner Apple jackstikket

Den nye iPhone har ikke længere jackstik til høretelefoner. I stedet kan man lytte trådløst, og det får betydning for lyd og batteri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den nye iPhone 7 minder på mange måder om forrige års model. Men særligt én ting er markant anderledes på den nye Apple-telefon.

iPhone 7 og iPhone 7 Plus er de første smartphones fra Apple uden det velkendte jackstik integreret i bunden. Det betyder, at du ikke bare kan stikke dine gamle høretelefoner i, når du vil lytte til musik eller høre en podcast.

Trådløse høretelefoner

I stedet skal du nu bruge trådløse høretelefoner eller anvende det såkaldte lightning-stik, som du normalt bruger til at lade telefonen op med, og som altså ikke er kompatibelt med det normale jackstik. Med mindre du køber en adapter, forklarer Jonas Ekelund, redaktør på Lyd & Billede.

– Den primære årsag til, at man fjerner hovedtelefonstikket er nok for at spare plads i telefonen. Men det kan også skyldes, at Apple mener, at det er på tide at fjerne endnu en gammel analog tilslutning. Ligesom da man skiftede fra det gamle brede stik til lightning-stikket, forklarer Jonas Ekelund.

Dårligere lyd

Ifølge mobilekspert Steen Jørgensen, som ejer og driver Mobil.nu, er lyden generelt lidt dårligere i de trådløse hovedtelefoner i forhold til en kablet løsning.

Men det svarer til den forringelse, der sker, når man streamer sin musik. En kablet forbindelse til lighting-stikket bør derimod give en lille forbedring af lydkvaliteten i forhold til det gamle jackstik.

– Fordelen ved at bruge lightning-stikket er, at lyden skulle blive bedre. Og hvis man bruger trådløse hovedtelefoner, som kører på batteri, kan man lade dem op med lightning-stikket, siger Steen Jørgensen.

Så længe, der er strøm på telefonen, er der altså også strøm til hovedtelefonerne, forklarer han.

Strøm bliver iPhonens akilleshæl

Netop strøm kan endnu engang blive iPhonens akilleshæl. Det er nemlig ikke gratis at bruge trådløse høretelefoner. De koster batteri.

– Et generelt problem med trådløse hovedtelefoner er, at du skal huske at oplade dem, og at batteriet ikke kan holde til en transatlantisk flyvning, fortæller Jonas Ekelund.

Lader man hovedtelefonerne op via telefonens lightning-stik, vil det naturligt nok betyde, at telefonen løber hurtigere tør for strøm. Jo nyere version af Bluetooth, der er integreret i hovedtelefonerne, jo mindre bliver problemet med forringet lydkvalitet og jo mindre batteri bruger hovedtelefonerne, forklarer Steen Jørgensen.

Sådan kan du bruge høretelefoner med ledning

Du behøver dog ikke vinke helt farvel til hovedtelefoner med ledning, hvis det er det, du sværger til. Det kræver bare, at de passer i Apples særlige lightning-stik.

– Du har altid mulighed for at bruge hovedtelefoner med ledning tilsluttet lightning-stikket. Men det er et problem, hvis du vil bruge hovedtelefonerne til andre kilder end Apple, mener Jonas Ekelund.

Hvis hovedtelefonerne også skal bruges til andre enheder, er det lettest at bruge en adapter, når de skal tilsluttes den nye iPhone. Det er dog ikke den mest æstetiske løsning, da adapteren sidder som en ekstra tilføjelse uden på telefonen.

Iphone 7 og Iphone 7 Plus bliver tilgængelig i både USA og Danmark fredag 16. september. Tidligere har danskerne ellers skullet vente nogle uger på at få fingrene i Apple-nyhederne.

Prisen i USA vil begynde ved 649 dollar. Prisen i Danmark bliver formentlig en del højere.

Hvis du bruger trådløse hovedtelefoner

– Kommunikationen mellem mobiltelefon og headset er ikke påvirket af omgivelserne, så du skal ikke være bekymret over at miste forbindelsen, når du kører gennem en tunnel.

– De fleste flyselskaber tillader efterhånden trådløse enheder.

– Køber du trådløse hovedtelefoner med en nyere version af Bluetooth, er lydkvaliteten lidt bedre og batteriforbruget en smule mindre.

Kilde: Steen Jørgensen, Mobil.nu

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS