Nu er den gal igen: Jes Dorph og Anders Matthesen misbrugt i omfattende internationalt svindelnummer

Danske kendiser på stribe bliver misbrugt til at lokke intetanende danskere til at investere i kryptovaluta. Anders Matthesen er seneste nummer i rækken.

Anders Matthesen har travlt for tiden. Hans bog ‘Ternet Ninja’ udkommer senere i år, men netop nu misbruges hans navn i omfattende svindelnummer. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Tidligere på ugen kunne Kendte.dk fortælle historien om, hvordan den danske kendte Jes Dorph og den internationale filmsuperstjerne Viggo Mortensen begge blev brugt i et omfattende internationalt svindelnummer. Men nu er den altså gal igen – denne gang er det Anders Matthesen, der har indtaget pladsen i det varme sæde fremfor Viggo Mortensen.

På hjemmesiden netnocodaily.com, der kan man læse, hvordan Jes Dorph angiveligt skulle have interviewet Anders Matthesen om en uovertruffen investering i kryptovaluta. Men det er svindel.

Den falske artikel, der ligner en kopi af erhvervsmediet Berlingske Business, viser, at Anders Matthensen skulle have indkasseret 21 millioner kroner ved at bruge en tjeneste, kaldet Bitcoin Revolution, efter en personlig konkurs.

I den falske artikel skulle det blandt andet blive vist, hvordan Jes Dorph for åbent kamera have prøvet tjeneste på opfordring af skuespilleren. Der skulle den kendte TV-vært have indskudt 1600 kroner og på tre minutter have tjent 3069,27 kroner. Men man kan se, at mediet, der ligner en klon af Berlingske Business, er falskt. Kigger man på navnet af hjemmesiden, så kender ingen netnocodaily.com, men derudover står der ‘Berlininsky Business’ i stedet for Berlingske Business.

TV-vært politianmeldte sidste svindelnummer

Da Jes Dorph blev bekendt med svindelnummeret, der omfattede Viggo Mortensen, bekræftede han, at Viggo Mortensen ikke er blevet interviewet for nyligt i Go’ Aften Danmark, som artiklen påstår. Derfor har TV-værten taget konsekvensen og meldt både artiklen og newsotoday.com til politiet.

– Jeg ved ikke en skid om investeringer i bitcoin. Jeg har ikke forstand på det, og jeg investerer slet ikke. Det er tydeligt, at det er fup og svindel, sagde Jes Dorph dengang til Ekstra Bladet.

I den falske artikel er der flere henvisninger til Bitcoin Revolution. Jes Dorph oplyser til Ekstra Bladet, at han både er vred og pikeret over situationen.

Kendte.dk har forsøgt at tage kontakt til Anders Matthesen omkring svindelnummeret.

Powered by Labrador CMS