Nu aflyser Frederik

Kronprinsens aktiviteter i Aarhus er nu blevet aflyst af hensyn til coronavirus.

Udgivet Opdateret

Onsdag formiddag skulle kronprins Frederik have besøgt virksomhederne Kamstrup ved Skanderborg og Aarhus Vand i Aarhus.

Men af hensyn til situationen med coronavirus i det østjyske, er de besøg blevet aflyst. Det fremgår af Kongehusets kalender samt flere medier heriblandt Se og Hør.

Artiklen fortsætter efter videoen

Hele formålet med kronprinsens besøg hos de to virksomheder samt receptionen på Varna i Aarhus efterfølgende, var, at den danske kronprins skulle blive klogere på fremtidens vandløsninger.

Men det bliver altså ikke til noget i denne omgang.

For Dansk Industri, der står bag arrangementerne, har valgt at aflyse besøget og udskyde det til et andet tidspunkt.

Det er af hensyn til det seneste udbrud af coronavirus, der har ramt Aarhus.

– Dansk Industri har valgt at udskyde virksomhedsbesøgene. Det skyldes situationen i Aarhus, hvor der er indført ekstraordinære foranstaltninger for at bringe det aktuelle udbrud af covid-19 under kontrol. En ny dato for besøgene er endnu ikke fastsat, oplyser organisationen til Se og Hør.

Foruden kronprins Frederik skulle også miljøminister Lea Wermelin, borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard og bordmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer have deltaget.

Kronprinsessen skal også på opgave onsdag – og den er fortsat ikke aflyst – hvor hun skal til Grenaa og sætte sømrokker ud i Kattegat.

Med kronprinsens besøg i Aarhus kunne han muligvis have mødtes med sin mor dronningen, da hun tirsdag den 18. august har flyttet residens til Marselisborg, fremgår det af kalenderen.

Hvis alt går efter planen skal kronprinsen igen i arbejdstøjet fredag den 21. august 2020, hvor han skal indvie Asnæsværket i Kalundborg, der de seneste tre år har gennemgået en omfattende ombygning.

Powered by Labrador CMS