Nær død af stress: Her er Iben Hjejle nu

Iben Hjejle har medvirket i film og store tv-serier som Klovn og Dicte. Det er okay at dumme sig, trøster hun unge. Den 22. marts fylder skuespilleren 50 år

Iben Hjejle fylder 50 år den 22. marts. (Arkivfoto) – Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Udgivet Opdateret

Hun har haft succes på både film og tv. Den, der ikke kender hende fra lærredet, er fortrolig med hendes ansigt fra skærmen.

Iben Hjejle, der fylder 50 år den 22. marts, har medvirket i populære tv-serier som “Langt fra Las Vegas”, “Klovn”, “Anna Pihl” og “Dicte”.

Gennembruddet fik hun i 1999 i Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm “Mifunes sidste sang”, hvor hun spillede luderen Liva, der flygter til Lolland, hvor hun møder kærligheden i nygifte Kresten, spillet af Anders W. Berthelsen.

En rolle, der indbragte en Bodilpris for bedste kvindelige hovedrolle.

Året efter var det filminstruktør Anders Thomas Jensen, der havde bud efter hende i “Blinkende lygter”, som solgte 430.000 biografbilletter.

Gik ned med stress

Endnu flere har fulgt Iben Hjejle i tv-serierne. Ikke mindst i hovedrollen som den aarhusianske kriminalbetjent “Dicte” på TV2.

Serien, som bygger på Elsebeth Egholms bøger, fik premiere i 2013. To år senere, da tredje sæson skulle optages, gik det galt for den ellers seje “Dicte”.

Iben Hjejle faldt om med stress, og hun besluttede derefter at lægge sit liv om.

Hun var så alvorligt ramt, at det med hendes egne ord kunne have kostet hende livet.

Hun måtte holde en længere arbejdspause og blandt andet trække sig fra en stor forestilling.

Drømmer om en musical

Men hun drømmer om et comeback. Gerne i en musical, fortalte hun, da hun deltog i “Vild med dans” i 2017 og nåede til finalen.

– Jeg vil rigtig gerne prøve at være med i en musical. Dansen er en anden dramatisk udtryksform, end jeg er vant til, og jeg begynder at føle, at den er en ny facet til det, jeg kan.

Åben om det svære

Ikke bare stressdiagnosen har hun været åben om. Flere gange i årene efter har hun på en både ærlig og humoristisk måde fortalt om det svære i livet.

Som når hun med tv-vært Signe Lindkvist i små videoklip indvier os andre i, hvordan det er at miste sin mor i en ung alder.

– Hver dag er der et eller andet punkt, hvor jeg tænker “Hold kæft, hvor er det tarveligt, at hun ikke er her mere”.

Sammen har de skrevet bogen “Er der en voksen til stede”, som udkom i 2020. Håbet er blandt andet at gøre op med perfekthedskulturen og fortælle især unge, at det er i orden at kvaje sig.

– Vi håber, at de, der læser vores bog, vil tænke, at hvis de to finker dér tør gå forrest og kvaje sig foran alle andre og være pinlige og kiksede, ja, så tør de måske også selv.

Iben Hjejle er mor til 23-årige William, som hun har fra sit første ægteskab. Siden dannede hun i en årrække par med komikeren Casper Christensen, som hun lærte at kende, da de spillede kærester i “Langt fra Las Vegas”.

Powered by Labrador CMS