MTV klar med nyt dansk show: Her er de kendte værter

Til maj starter den danske version af succes-programmet Ridiculousness på MTV, hvor en række kendisser kommenterer på de skøreste og mest vanvittige videoklip fra internettet. Nu er de tre danske værter blevet offentliggjort.

Udgivet Opdateret

MTV har til maj premiere på sin første danske produktion i fem år, når det nye underholdningsshow Ridiculousness kaster en række kendisser ud i internettets jungle af videoer med skøre katte, vilde stunts og folk der falder.

Nu præsenterer MTV så de nye dansker værter, der skal guide kendisser og seerne gennem de mange klip.

Vender tilbage til MTV

Første af de tre værter er Mattias Hundebøll, der bl.a. er aktuel i de nye afsnit af TV3 programmet Dagens Mand. Mattias Hundebøll er fast vært hos TV3.

Og med Ridiculousness er det for ham et gensyn med MTV, hvor han tidligere har været vært.

Ved sin side har han sin ene medvært, modellen og designeren Amalie Wichmann, der bor og arbejder i Los Angeles, og sammen med sine to brødre er hovedperson i reality-serien ”De 3 Wichmanns”.

Tredje og sidste vært er rapperen USO, med det borgerlige navn Ausamah Saeed, der i mere end tyve år har været et fast indslag på den danske hip-hop-scene.

Han er kendt som en af verdens hurtigste rappere, og har lavet hits med både L.O.C, Johnson og Kato.

Ifølge Mattias Hundebøll er værternes forskellige baggrunde med til at hive programmet op på et endnu højere niveau.

– Jeg glæder mig virkelig til at vise programmet frem. Vi har haft det sindssygt sjovt under optagelserne, og jeg føler virkelig, at USO, Amalie og jeg har skabt en rigtig god stemning i studiet, som kun kan smitte af hos seerne. Video-klippene er ret vilde, og det er gæsternes reaktioner også, siger Mattias Hundebøll i en pressemeddelelse.

Store stjerner på besøg i studiet

Showets tre værter kommer i hvert program til at se nogle af internettets sjoveste, skøreste og mest vanvittige videoer.

Men det bliver ikke kun de tre.

Til hvert program er der nemlig inviteret et kendt ansigt ind forbi studiet.

Hvem de danske kendis-gæster bliver, er stadig hemmeligt, men i den amerikanske version har store stjerner som Justin Bieber, 50 Cent og Johnny Knoxville gæstet showet.

Den amerikanske originalversion af Ridiculousness, hvor skateren Rob Dyrdek er vært, er et af MTVs mest succesfulde programmer.

I Danmark er det et af de mest sete programmer på kanalen.

I alt kommer der til at være 15 danske afsnit af programmet, og med start i maj kan MTV’s seere allerede nu forberede sig på en sommer fyldt med internettets absurditeter.

Ridiculousness Danmark bliver vist på MTV med start den 14. maj.

Powered by Labrador CMS