Michael Jacksons søn: Min far har lært mig at være mand

Det har ikke været let for Michael Jacksons ældste søn at miste sin far i en ung alder.

I dag er Michael Jacksons ældste søn, Michael Joseph Jackson Junior – også kaldet Prince Michael – 19 år. Foto: Mario Anzuoni/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Fans verden over var i sorg, da det elskede musikikon Michael Jackson døde af en overdosis sovemedicin tilbage i 2009.

Men popstjernens tre børn lever videre, og de har vokset sig store.

Ikke mindst Michael Jacksons ældste søn, Michael Joseph Jackson Junior – også kaldet Prince Michael – som i dag er 19 år.

Og selv om det efterhånden er syv år siden, Prince Michael mistede sin far, er teenageren ikke i tvivl om, hvad hans far har betydet for ham, skriver People, der har talt med den unge mand.

– Han lærte mig, hvad det vil sige at være en mand:

– Han lærte mig, hvordan man er far, fortæller Prince Michael i interviewet.

Behov for at hjælpe andre

Prince Junior har også arvet behovet for at hjælpe andre fra sin far, fortæller han.

– Det er noget, min far altid gjorde og han indprentede hos mig og mine søskende, at vi skulle gøre det. Det er bare sådan, jeg er opdraget, lyder det fra Prince Michael.

Prince Michael er ikke i tvivl om, at han vil give sin fars værdier videre til sine egne børn en dag.

– Det (at være en god far, red.) vil jeg gerne give videre til mine egne børn eller bruge det til at hjælpe andre, der har børn, lyder det fra Prince Michael.

Ud over Prince Junior efterlod Michael Jackson sig børnene Paris og Blanket, som i dag er henholdsvis 18 år og 14 år gamle.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS