Med i første udgave af "Det sidste ord"

I "Famous Last Words" sendes programmerne også først efter den interviewedes død

Offentliggjort

Jane Goodall medvirker i Netflix' 'Famous Last Words'

Jane Goodall deltager i Netflix' nye program 'Famous Last Words', som er baseret på det danske 'Det sidste ord'.

Programmet, der blev optaget i marts, sendes først efter hendes død og opfordrer til håb og bevaring af naturen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fredag udkom det første afsnit af Netflix' interviewprogram "Famous Last Words", som er baseret på det danske tv-program "Det sidste ord".

I programseriens første afsnit medvirker den verdensberømte chimpanseforsker Jane Goodall, som døde onsdag i en alder af 91 år.

Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

Samme koncept

"Famous Last Words" har samme koncept som den danske udgave, hvor udvalgte kendte personer i hemmelighed medvirker i et interview, som først sendes, når vedkommende er død.

Det er den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør Brad Falchuk, som interviewer de kendte.

Interviewet med Jane Goodall fandt sted i marts i år, skriver Netflix i pressemeddelelsen.

Jane Goodall, som døde onsdag, er den første medvirkende i Netflix' "Famous Last Words".

Interviewet i marts

Ligesom i "Det sidste ord" er det kun intervieweren og den interviewede, som er til stede i rummet under optagelserne. Kameraerne er derfor fjernstyrede.

Optagelserne med Jane Goodall er blevet opbevaret i uredigeret form på et sikkert sted, så ingen ud over hende og Brad Falchuk kendte til indholdet frem til udgivelsestidspunktet.

Miljøforkæmper

Jane Goodall var en anerkendt primatolog og var særligt kendt for sin forskning i chimpansers adfærd.

Hun blev med tiden også en udtalt miljøforkæmper og har især kæmpet for at bevare naturen.

I "Famous Last Words" opfordrer hun til håb, skriver The New York Times.

- Hvis du vil redde det, der stadig er smukt i denne verden, så tænk over de handlinger, du foretager dig hver dag. Giv ikke op. Der er en fremtid for dig, siger hun i programmet ifølge avisen.

Hidtil udgivet otte afsnit

I "Det sidste ord" er det journalist Mikael Bertelsen, som interviewer de kendte.

Programmerne sendes på TV 2, og der er indtil videre udgivet otte afsnit.

Det første afsnit blev sendt i august 2020 og var med komponist og musiker Bent Fabricius-Bjerre. Søndag udkommer det niende afsnit med filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth.

Bertelsen er konsulent på Netflix-versionen

Netflix annoncerede i juli sidste år, at man havde købt rettighederne til det danske koncept uden for Skandinavien.

Netflix-versionen produceres ud over Brad Falchuk også af danske Mikkel Bondesen. Mikael Bertelsen fungerer som konsulent, skriver The New York Times.

Powered by Labrador CMS