Manden bag dansk monsterhit er død

Sangen blev skrevet på 40 minutter. Nu er manden bag død.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange vil nok ikke nikke genkendende til navnet Carl Petter.

Nævner man derimod sangtitlen ‘Stik mig en øl’, forholder det sig ganske givet noget anderledes.

Nu er manden bag hittet død.

Døde efter sygdom

Carl Petter døde natten mellem onsdag og torsdag efter lang tids sygdom.

Det skriver Randers Amtsavis, der i den forbindelse har modtaget følgende mindeord fra om den folkekære randrusianer.

Det er Carl Peters mangeårige ven, Jørn Sørensen, der blandt andet fortæller, hvordan hitsangeren gennem en menneskealder var primus motor i Randers’ nat- og og musikliv.

Carl Peter Jensen,  for Carl Petter var nemlig hans kunstnernavn, ejede blandt andet dansestedet Maxim i Storegade i Randers.

“Han var om nogen en festens mand. Der bliver muntert i himmelen”, skriver Jørn Sørensen.

“… stik mig en Thor, for ellers slå jeg flik flak i Randers Fjor”

Sangen ‘Stik mig en øl’ udkom i 1982, efter Carl Peter havde hørt den i en svensk udgave. På 40 minutter fik han skrevet teksten. Og så blev sangen en veritabel landeplage.

Det lokale bryggeri Thor får sit navn nævnt en del gange i sangen.

– Den sang har betydet langt mere, end hvad vi kunne have fået ud af at købe samtlige annoncemillimeter i avisen. Sangen var – og er til dels – en landeplage, som hver gang den bliver sunget er god reklame for Thor, har marketingchef i Thor, Lars Clausen, udtalt i et tidligere interview med Randers Amtsavis.

På sin Facebook-profil skriver Carl Peters datter Rilla:

❤️ For 47 år siden, på præcis denne dato, mødtes min mor og far for første gang – på Maxim selvfølgelig. I dag har de (vi) sagt et sidste farvel 💔 Æret være dit minde, søde far.

Du kan se og høre ‘Stik mig en øl’ HER.

Carl Petter blev 71 år gammel.

Powered by Labrador CMS