Luksusfælden: Andreas og Kathrine tvunget til at flytte
Andreas og Kathrine, der tirsdag aften var medvirkende i Luksusfælden, skal om kort tid flytte fra deres hjem.
Med flere ubetalte husleje-regninger var der akut risiko for, at Andreas og Kathrine, der tirsdag var hovedpersoner i Luksusfælden, måtte gå fra hus og hjem med deres to børn. Om 14 dage skal parret flytte ud af deres hjem i Sakskøbing, fortæller Kathrine til Kendte.dk.
Det skyldes dog ikke problemer med betalingen, lyder forklaringen. Der er fundet skimmelsvamp i ejendommen, hvorfor parret er blevet permanent genhuset et andet sted, lyder forklaringen fra deltageren.
– Vi har i forbindelse med at skulle flytte haft et mindre tilbagefald i forhold til økonomien og vores budget, men det, at vi har været med i Luksusfælden har givet os nogle redskaber til at håndtere situationen og selv komme på rette spor igen, siger Kathrine.
Helt generelt, siger hun, har det været en god oplevelse at have haft Luksusfældens eksperter Carsten Linnemann og Kenneth Hansen inden for – også selv om det har betydet at stå frem i offentligheden.
Tættere sammen
Det kom frem i aftenens afsnit, at Kathrine havde meldt familien til programmet uden sin kærestes viden. Han var ikke til at hive væk fra fjernsynet, hvor han brugte op mod otte timer dagligt på at spille konsolspil – mens hun piskede rundt og fik hverdagen til at hænge sammen. Undervejs skete en stor forandring i Andreas’ måde at gribe hverdagen an.
Han tog ansvar og valgte selv at sælge både fjernsyn og Playstation, da parret akut manglede penge. Desuden kom det også frem, at han – der ellers var arbejdsløs – fik arbejde, men blev dog opsagt igen, og sammen fik parret og eksperterne både forhold og økonomi på ret køl.
– Det var nødvendigt at være med i Luksusfælden. Det har været rigtig godt, og det er det stadig. Vi følger budgettet, som eksperterne lagde for os, og Andreas har fået et arbejde, der giver mere i løn. Vi er glade og tættere sammen, end vi længe har været, siger Kathrine, der om kort tid skal starte som lærling i et elektrikerfirma. Det giver lidt ekstra på kistebunden.
– Så kan vi betale mere af på gælden, og det hele er ikke så surt, fastslår hun og er ikke i tvivl om, at det trods lidt spydige kommentarer fra andre elever på hendes skole bestemt har været det hele værd.