Løvens hule i børnehøjde på vej
DR satser på børnene med en ny udgave af det populære investeringsprogram "Løvens hule" for børn og unge i alderen 10 til 17 år
Børn, der går med en lille iværksætterspire i maven, kan nu få lov til at udfolde deres kreativitet, når DR til efteråret præsenterer "Løvens hule junior".
Her kan de medvirkende børn udleve deres ambitioner om at præsentere nye og opfindsomme idéer og få sparring fra professionelle iværksættere undervejs.
Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.
Drømme kan blive til virkelighed
- Idéer og drømme kan blive til virkelighed, hvis man tror på dem og får den rigtige inspiration, hjælp og sparring med på vejen. Der er ingen, der er bedre end børn til at finde på, og i "Løvens hule junior" er det netop opfindsomhed og skabertrang, der bliver hyldet, siger Morten Skov, der er B&U-chef i DR, i pressemeddelelsen.
I børneudgaven af det populære DR-program er der fokus på mentorskab frem for investeringer, derfor er der heller ingen penge mellem deltagerne og løverne, som der ellers er i "Løvens hule".
Åbent for ansøgninger
Derudover har det nye program også til formål at "give børn et realistisk billede af, hvad det kræver at udvikle en langtidsholdbar idé, som på sigt kan klare sig på et marked", udtaler Morten Skov.
Bøn og unge i alderen 10 til 17 år kan medvirke i programmet, og der er nu åbent for ansøgninger.
Løver afsløres senere
Ligesom i det oprindelige program vil der være både en vært og løver i panelet til at hjælpe de unge iværksættere på vej.
Hvem løverne er, afsløres senere på året.
"Løvens hule" har kørt i ni sæsoner i Danmark. Gennem tiden har der været børn under 18 år, der har deltaget i "Løvens hule".