Lisbet Dahl bytter gerne rolle med Lars Løkke
Udenrigsministeren overlader gerne de videre regeringsforhandlinger til revystjernen
Lars Løkke Rasmussen lagde torsdag vejen forbi Lisbet Dahls 80-års fødselsdagsreception på Travbanen i Charlottenlund.
Ifølge hovedpersonen skyldtes besøget, at udenrigsministeren elsker revystjernen, og det afviste han ikke.
Deres første møde
- Ja, det gør jeg faktisk. Første gang jeg mødte Lisbet, var til opstarten af Græsted Revyen, hvor hun lige var oppe at rette den til. Og så har jeg benyttet hende som coach i kropssprog, og hun har jo også parodieret mig i Cirkusrevyen, sagde Lars Løkke Rasmussen om det tætte bekendtskab.
Netop hendes evner som parodist kunne måske også komme i spil igen, mente udenrigsministeren, der i øjeblikket er dybt involveret i kongeforhandlingerne om en ny regering.
- Hun kunne være mig
- Jeg er kommet af to grunde. Dels for at ønske hende tillykke med fødselsdagen, og så vil jeg høre, om hun ikke kan erstatte mig ved de videre forhandlinger med Mette Frederiksen, sagde han til Kendte.dk og fortsatte:
- Vi har virkelig holdt mange møder, hvor der ikke sker så meget, og så kunne Lisbet jo bare sidde der og være mig. Jeg kunne så til gengæld få lov at komme til hægterne efter lang tids virussygdom, lød det spøgefuldt fra udenrigsministeren, der har været ramt af sygdom med ondt i halsen og forkølelse siden Folketingsvalget.