Leif Tullberg fylder 80

Grundlægger af DSV, Leif Tullberg, fylder rundt

Offentliggjort Sidst opdateret

Leif Tullberg og DSV's rejse til verdens største logistikvirksomhed

Leif Tullberg, en af grundlæggerne af DSV, fylder 80 år og har spillet en central rolle i virksomhedens vækst til at blive verdens største logistikfirma.

DSV's opkøb af DB Schenker i 2024 markerede en milepæl, der cementerede deres position i branchen, en rejse der begyndte med ni vognmænd i 1976.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Da det danske transport- og logistikselskab DSV i september 2024 købte konkurrenten DB Schenker af den tyske stat, blev virksomheden med ét verdens største logistikselskab målt på omsætning.

Det lå ikke lige i kortene, da DSV blev grundlagt i 1976.

Her gik ni vognmænd sammen og kaldte sig De Sammensluttede Vognmænd (DSV).

En af grundlæggerne er Leif Tullberg, der fylder 80 år den 5. oktober.

Trådte tilbage i 2007

Han var administrerende direktør i DSV frem til 2005.

Herefter fortsatte Leif Tullberg i datterselskabet DSV Miljø.

Leif Tullberg var med til at grundlægge DSV og var i mange år administrerende direktør i virksomheden. Han har samtidig haft en række bestyrelses- og formandsposter i andre virksomheder. Fra 2015-2022 var han formand for Fjordforbindelsen Frederikssund. (Arkivfoto).

Han trådte tilbage i 2007, men fortsatte indtil 2012 som formand for bestyrelsen i DSV, der var blevet en global virksomhed med fragt af varer til lands, til vands og i luften.

Leif Tullberg fortalte i et interview med DR i 2024, at de ni vognmænd havde mistet en stor kunde, og at det derfor var af nød, da de på en kro i Gevninge tæt på Roskilde besluttede at gå sammen.

Drevet fra parcelhus

I de første år drev han forretningen fra sit parcelhus i Skuldelev.

- Branchen blev noget overrasket over, at vi pludselig dukkede op. Så der var mange, som ikke ville have noget med os at gøre, fordi de håbede på, at vi gik væk af os selv.

- Men det gjorde vi ikke. Tværtimod, sagde Leif Tullberg til DR.

Leif Tullberg blev født i Aalborg og voksede op med sin mor og stedfar i de nordsjællandske byer Helsingør og Kvistgård, lidt nord for Helsingør.

Udannet maskinarbejder

Som ung uddannede han sig til maskinarbejder, men han har blandt andet også været kaffeautomatsælger, inden han var med til at stifte DSV.

Flere opkøb gennem årene - senest schweiziske Panalpina og tyske DB Schenker i 2024 - har siden gjort DSV til verdens største logistikvirksomhed målt på omsætning ifølge flere erhvervsmedier.

Leif Tullberg har haft en række formands- og bestyrelsesposter gennem karrieren og er fortsat aktiv, blandt andet som formand for bestyrelsen og medejer af maskinvirksomheden Jamas og restaurant Kalvø ved Roskilde Fjord.

Beskeden livsstil

Selv om han har tjent mange penge i løbet af karrieren, har han bibeholdt en beskeden livsstil, fortalte han i et interview med Finans i 2021.

- Det betyder intet for mig at bo i en villa til 12 millioner kroner på Strandvejen. Jeg kan bare godt lide, at jeg ikke behøver spekulere over, om jeg kan betale mine regninger, fortalte han.

Ifølge Finans boede Leif Tullberg i sit parcelhus i Skuldelev i 37 år, men flyttede siden til et hus på 88 kvadratmeter i Venslev.

Powered by Labrador CMS