Legende død med demens
Dwight Muhammad Qawi blev 72 år gammel
Den amerikanske bokse-legende Dwight Muhammed Qawi, der opnåede at blive professionel verdensmester i to forskellige vægtklasser, er gået bort 72 år gammel.
Ifølge hans søster, Wanda King, døde han fredag efter i fem år at have kæmpet mod demens, skriver blandt andet New York Post.
Dømt for væbnet røveri
Dwight Muhammed Qawi afsonede i 1970'erne en fængselsdom for væbnet røveri, og det var mens han sad fængslet, han via et træningsprogram fattede interesse for boksningen.
Han blev professionel som 25-årig umiddelbart efter sin løsladelse i 1978.
Verdensmester i to vægtklasser
Blot tre år senere vandt han WBC VM-titlen i letsværvægt ved at stoppe Matthew Saad Muhammad i 10. omgang.
Efter at have mistet titlen til Michael Spinks i 1983, rykkede han op i cruisiervægt, og tog WBA-titlen i denne tungere vægtklasse fra Piet Crous i 1985.

Tabte til Evander Holyfield
Året efter tabte han titlen til den senere verdensmester i sværvægt, Evander Holyfield.
Senere opnåede han også at bokse en kamp i sværvægt mod George Foreman, hvor han blev stoppet i 7. omgang.
I boksningens Hall of Fame
Dwight Muhammed Qawi lagde handskerne på hylden som 46-årig i 1998 efter en professionel karriere, der bød på 41 sejre - heraf 25 på knockout - 11 nederlag og en enkelt uafgjort kamp.
I 2004 blev han optaget i den internationale boksnings Hall of Fame.