Lars Ranthe i transformation: Jeg var nødt til at sætte mig i respekt

Skuespilleren trænede op i fire måneder inden optagelserne til tv-serien "Kriger", hvor han spiller rocker.

Lars Ranthe. Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

En motorcykel kurer hen ad gaden og kaster chaufføren mod asfalten.

Bagved holder en sort bil, og ud af den træder den mand, som er skyld i styrtet.

Lyset fra gadelampernes skær kaster skygger ind i hans forkformede ar under højre øje. Han sætter sig på hug, flår visiret af motorcyklisten og siger sagte, men iskoldt: “Det er slut med at handle herude – det her er mit område nu!”

Lars Ranthe spiller rockeren Tom i TV2’s nye actiondramaserie, “Kriger”, som har premiere den 8. oktober, og den 49-årige skuespiller gennemgik en kæmpe transformation for at indtage den hårdkogte rolle – både fysisk og mentalt.

Det har været en enorm udfordring, fortæller han.

– Jeg er en lille lort, så jeg blev nødt til at træne, så jeg i hvert fald havde en fysisk fornemmelse af at være rå.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville være en stor bøf – der var masser af store fyre omkring mig. Jeg ville hellere have en mere senet og sej muskelkrop og få en kropslig status, pondus og respekt, fortæller den 165 centimeter høje skuespiller.

Nej til personlig træner

Han sagde nej til at få en personlig træner og trænede selv op derhjemme, fire måneder inden at optagelserne gik i gang.

Med afsæt i træningssystemet calisthenics, hvor man bruger sin egen vægt til at træne med, trænede han, lige så meget han orkede: Det kunne være to minutters planke på gulvet, 50 mavebøjninger eller 20 kropshævninger i pull up-barren, som var installeret hjemme i stuen, foruden mange lange fedtforbrændende løbeture.

Kosten blev lagt helt om. Hvidt brød, sukker og alkohol blev droppet, og i stedet spiste han masser af salat, frugt, bønner og kød.

– Jeg ved ikke, hvor meget jeg tog på i muskler, for jeg tabte også meget fedt.

– Det er også ligegyldigt, for det vigtigste var, at jeg kom til at føle, at jeg havde den power, jeg skulle bruge, og at det rent visuelt lignede noget, man kunne tage seriøst og var troværdigt, fortæller han.

Den prisvindende skuespiller gennemgik ikke bare en fysisk forandring.

Mange af statisterne har tidligere været i det kriminelle miljø, så for at spille rollen overbevisende lagde han også Lars Ranthe væk.

– Mange af de gutter, der gik omkring mig, var ikke skuespillere, så det ville ikke fungere, hvis jeg blødte helt op og var almindelige Lars, der gik rundt mellem optagelserne og havde det sjovt. De var nødt til at se mig som deres chef hele tiden, så derfor var jeg i en følelse af at være chefen hele tiden.

– Det fungerede super godt, for den konstruktion forstår de fuldstændig og kommer fra, så det agerede de utroligt nemt i. Vi havde også fået bygget en fantastisk borg, så vi fik virkelig skabt et miljø, som føltes meget troværdigt. Jeg er selv vokset op ude i Urbanplanen, hvor der var mange badboys, så jeg har set med egne øjne, hvordan det fungerer, fortæller Lars Ranthe.

Det gav noget helt specielt foran kameraet, at statisterne havde et indgående kendskab til miljøet fra den virkelige verden.

– Fordi de alle sammen var sådan nogle testosteronmænd, kom der hurtigt en hård jargon på settet. Når vi mødtes om morgenen i sminken, specielt mig og Kenneth (M. Christensen, red.), sagde man bare: “Godmorgen, hvad glor du på?! Du er så fucking klam at se på, bare pis af med dig!”.

– Vi talte på den måde til hinanden. Vi var meget i stemning, mens vi lavede det, og vi forsøgte at holde den oppe af at være sådan der – der var jargonen og borgen utroligt medskabende til.

Bevare den barske tone

Selv om holdet og makeupartisterne bag optagelserne måtte lægge ører til de hårde ordudvekslinger skuespillerne mellem, var det vigtigt for Lars Ranthe at bevare den barske tone mellem de forskellige takes.

– Når man har sagt ja til rollen og er gået ind i den, så er det en del af illusionen, man skaber, siger han og fortsætter:

– Som skuespiller bliver man nødt til – på en eller anden måde – at tro på, at det her er virkeligheden. Der synes jeg, at det at være i karakter hele tiden er medskabende til at give det en ekstra fornemmelse af, at det – i gåseøjne – ér virkeligt, så derfor har jeg ikke noget imod, at man taler sådan, forklarer han.

Når Lars Ranthe smed lædervesten, fik fjernet de midlertidige tatoveringer og arret i makeuppen igen og tog hjem fra optagelserne, tog det lidt tid at akklimatisere.

– I rollen føler man, at man er på elastikkerne, og at ens krop er i alarmberedskab hele tiden, fordi man kan blive nakket anytime. Det var et voldsomt univers at være i så lang tid, så det var også rart at tage rollen af igen, siger han og fortsætter:

– Det var noget med at sove længe, høre musik, tage ud at fiske, løbe og gå nogle ture med børnene, når jeg havde fri. Jeg lavede nogle helt andre ting, og lige så stille og roligt fortabte det sig efterhånden, fortæller han.

Det er en af de mest hårdkogte karakterer, han nogensinde har spillet, men den prisvindende skuespiller er utroligt glad for, at instruktør Christoffer Boe tilbød ham rollen.

Han er glad for at sætte endnu flere farver på sin palette.

– Jeg har generelt været utrolig heldig i min karriere, og jeg har fået lov til at spille mange forskellige roller, og jeg er heller ikke bange for at spille forskellige roller.

– Jeg synes, det er lige så sjovt at spille “Badehotellet”, som det er at spille Tom i “Kriger” og Kjeld Petersen i “Dirch”. Jeg er skuespiller, og man skal kunne spille det hele. Jeg er så bare en af de heldige, der også får lov til det, og det er jeg bare utroligt taknemmelig for, siger Lars Ranthe.

Med på rollelisten er også et stjernespækket cast bestående af blandt andre Dar Salim, Jakob Oftebro, Søren Malling, Danica Curcic, Nicolas Bro, Kenneth M. Christensen og Natalie Madueño.

“Kriger” har premiere på TV2 og TV2 Play mandag den 8. oktober klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS