Kronprinsesse Marys designer skal lave tv

Jesper Høvring løfter tung arv, når han skal være vært i den danske udgave af brudekjoleprogrammet "Say Yes To The Dress".

Det var godt nok ikke Jesper Høvring, der stod for designet af kronprinsesse Marys smukke brudekjole, da hun blev gift med kronprins Frederik – men det kunne det nærmest lige så godt have været. Jesper Høvring har til gengæld designet adskillige kjoler for Mary siden. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Det var godt nok ikke Jesper Høvring, der stod for designet af kronprinsesse Marys smukke brudekjole, da hun blev gift med kronprins Frederik – men det kunne det nærmest lige så godt have været. Jesper Høvring har til gengæld designet adskillige kjoler for Mary siden. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprinsesse Marys designer skal hjælpe andre kvinder med kjolerne.

Det ligger fast, efter det yderst populære brudemagasin “Say Yes to the Dress” nu skal laves i en dansk version, der kommer på skærmen næste år.

Udsendelserne sætter fokus på danske kvinder, når de vælger kjole og udstyr til livets vigtigste fest.

Serien har kørt gennem intet mindre end 15 sæsoner i England, USA og Canada – samt en række andre lande.

Kronprinsesse Marys designer

Og nu er turen altså kommet til Danmark – og hvor den oprindelige version sendes på TLC, bliver DK-udgaven vist på Kanal 4.

I originaludgaven er det den karismatiske Randy Fenoli, som har været tovholder i de fleste af de foreløbig 270 afsnit, der er løbet over skærmen.

I Danmark bliver det den dygtige designer Jesper Høvring, som skal indtage den position.

Skal hjælpe kommende brude

Han skaber i forvejen nogle af Danmarks flotte kjoler til blandt andet kronprinsesse Mary, “Vild med Dans”-vært Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller, for hvem han har kreeret brudekjolen.

Jesper Høvring skal i programmet hjælpe en række kommende danske brude med at indfri deres brudekjole-forventninger.

– “Say Yes to the Dress” er et virkeligt fint format, og jeg glæder mig til at møde en masse skønne og forventningsfulde brude fra hele landet, fortæller Jesper Høvring til Discovery, der står bag Kanal 4.

Elsker at udfordre kunderne

– Et bryllup er en fantastisk begivenhed, og næst efter et “ja” og en dato, så er den perfekte kjole noget af det, som de fleste brude går allermest op i, påpeger Jesper Høvring.

Han har skabt brudekjoler i to årtier – og Jesper Høvring elsker både at guide og udfordre kunderne.

Programmet skal optages i Vejle hos Panayotis Brudekjoler, der netop er flyttet ind i nye smukke lokaler i byens gamle teater.

Glæder sig helt vildt

Familien Panayotis har solgt brudekjoler i mere end 50 år, og for dem er brudekjolen lig med noget magisk.

– Det er et kæmpe skulderklap, at programmet skal optages hos os. Vi glæder os helt vildt, fortæller Michael Panayotis, der er indehaver af Vejle-forretningen.

Kendte.dk har forsøgt at træffe designer Jesper Høvring for en uddybende kommentar, men det har desværre ikke været muligt.

Powered by Labrador CMS