Kronprinsesse Mary får sin egen bro

Nu er det ganske vist: Til september får kronprinsessen 'sin egen bro'.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart får kronprinsesse Mary ‘sin egen bro’.

Som det ikke var nok, så lægger hun skam også vejen forbi for at indvi den. Det sker 28. september 2019.

Det oplyser Fjordforbindelsen Frederikssund på sin hjemmeside.

Broen krydser Roskilde Fjord og forbinder derved Frederikssund og Hornsherred. Den er 1,4 kilometer lang – og er den anden af to broer. Den eksisterende, Kronprins Frederiks Bro, er fra 1935.

Navnekonkurrence

Den nye bro over Roskilde Fjord fik sit navn efter en navnekonkurrence udskrevet i marts 2015. 447 borgere deltog og indsendte deres forslag, og navnet Kronprinsesse Marys Bro blev offentliggjort på et pressemøde i december 2015.

Anlægsarbejdet startede 2017, og lørdag den 28. september bliver Kronprinsesse Marys Bro og den nye fjordforbindelse altså åbnet.

– Det bliver en stor dag, når vi indvier Kronprinsesse Marys Bro og kan tage den nye forbindelse over fjorden i brug. Derfor er vi glade for, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har sagt ja til at åbne Kronprinsesse Marys Bro. Kronprinsessens deltagelse vil bidrage positivt til en festdag, som vi håber rigtig mange mennesker har lyst til at være en del af, siger Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund.

Fest over fjorden

Ud over den officielle åbning af broen byder dagen også på broløb og folkefest. Når broen er åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, skydes broløbet i gang, og broen åbnes for alle, så løbere og gående kan nyde broen og udsigten, inden bilerne gør deres indtog. Broløbet er arrangeret af to lokale løbeklubber, Out-Run Frederikssund og Fjordløberne Frederikssund. 10.000 løbere har købt startnummer.

Artiklen fortsætter under videoen

Åbningen markeres ligeledes med kulturelle indslag, som Frederikssund Kommunes mange foreninger står for. Der vil blandt mange andre indslag være korsang, fotoudstillinger og vikingespil. På eventpladsen kan man opleve udstillinger om projektet, og der vil være aktiviteter for børn, der blandt andet kan støbe en bropille i beton eller prøve kræfter med perspektivtegning.

– Jeg ser meget frem til indvielsen af Kronprinsesse Marys Bro, og det glæder mig, at Kronprinsessen selv kommer og åbner broen. Jeg håber, at mange borgere vil komme og byde hende velkommen, og også bakke op om folkefesten. Vi har allerede nu mange lokale foreninger og virksomheder, der gerne vil bidrage til festen, så jeg er sikker på, at det bliver en god dag, og Kronprinsessens tilstedeværelse bliver prikken over i’et, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen.

Festpladsen er åben fra klokken 9 og lukker klokken 17. Kronprinsesse Mary vil deltage i åbningsarrangementet mellem klokken 10 og 12.

Vil du læse mere om royale broer i Danmark, kan du gøre det i denne artikel.

Powered by Labrador CMS