Kronprinseparret til bryllup i Spanien

Det danske kronprinsepar fejrede et sæt gode venner til et romantisk bryllup

Sidst Mary, Frederik og Christian var at se var til EM-semifinalen på Wembley mod England. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sidst Mary, Frederik og Christian var at se var til EM-semifinalen på Wembley mod England. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Frederik og Mary har ifølge Billedbladet været til et bryllup hos gode venner i det nordvestlige Spanien.

Brylluppet stod mellem den danske arkitekt Leonora Sisseck og Carlos del Rio, der arbejder med vinproduktion.

Det romantiske bryllup blev holdt i byen Valbuena de Duero.

Leonora Sisseck er datter af designeren Britt Sisseck, som tidligere har skabt flere kreationer for netop kronprinsesse Mary, mens faderen Peter Sisseck er en kendt vinproducent.

Vielsen blev afholdt i Santa Maria de Valbuena-klostret, mens festen fandt sted på familien Sissecks vingård Hacienda Monasterio.

Billedbladet skriver samtidig, at der var forholdsregler på grund af coronapandemien og alle skulle vise en negativ PCR-test, samt af fejringen foregik udenfor. 

Sidst set på Wembley

Kronprinsparret og prins Christian var onsdag den 7. juli blandt de omkring 8.000 danskere, der var på plads på Wembley til seminale-braget mellem England og Danmark ved EM i fodbold.

Resultatet, Danmark tabte som bekendt kampen 2-1, kunne de med garanti godt have ønsket sig anderledes.

Men selv i nederlagets stund fandt de det passende at hylde de danske landsholdsdrenge i et opslag på Instagram efter kampen.

“Tak til vores landshold for et fantastisk EM. Selvom festen slutter nu (for denne gang!), så er vi alle stolte over den fantastiske præstation, vi har været vidne til.⁣ Tak for, at I kæmpede med hjertet og gav alt, I havde.,” skriver de i opslaget, der også indeholder et foto af landsholdet.

Powered by Labrador CMS