Kronprinsen indtog den danske natur
Anledningen var Naturens Dag 2019.
Kronprins Frederik indtog mandag formiddag Ejby Ådal i selskab med flere friske unger, da kronprinsen forestod åbningen af Naturens Dag 2019. Friluftsrådet skriver, at Kronprins Frederik var taget til Ejby Ådal med elever fra Bramsnæsvigskolen. I løbet af formiddagen besteg de en skrænt, og de krydsede en bæk, alt sammen ude i den danske natur.
Naturens dag afvikles af Danmarks Naturfredningsforening og af Friluftsrådet, og naturfredningsforeningen skriver, at Naturens Dag er fast, årtligt indslag i Danmark.
Artiklen fortsætter under videoen.
Formålet med Naturens Dag er at få børn og børnefamilier ud i den danske natur, og temaet for årets fejring er “Mærk Naturen.”
“Den kolde vind, den blide regn, den varme sol, de hårde hagl. Alt det mærker vi på gåturen eller cykelturen. Vi mærker det varme sand og marhalmen, der stikker på de bare ben. Den store glæde, når vi hopper i de kølige bølger. Vi mærker også de skiftende sæsoner med varme og kulde,” skriver naturfredningsforeningen om temaet.
En kvart million deltagere
Naturens Dag har været afholdt siden 2004, som en årlig mærkedag, og siden 2010 har Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening samarbejdet om begivenheden.
Naturfredningsforeningen skriver, at 190.000 børn deltog i Naturens Dag i 2018, i løbet af en uge i september, mens selve dagen, der er Naturens Dag, fik 60.000 danskere ud i det fri på en søndag.
Det er anden gang, Kronprins Frederik åbner Naturens Dag. Sidst var i 2013, og dengang slog han et slag for, at flere voksne husker at tage børn med ud i naturen, så de kan opleve den, og mærke den.
– Børn ved jo ikke, at naturen ligger der, medmindre de voksne tager dem væk fra tegnefilm og spil og viser dem, hvad naturen kan bruges til. Og jeg får selv fornøjelsen af at genopdage det hele på ny, fordi jeg pludselig oplever det hele igen gennem mine børns øjne, sagde Kronprinsen dengang, ifølge Friluftsrådet.