'Hotel Romantik': JR har fået medvind
Datingprogram-deltageren har bestemt ikke fortrudt
Da DR inviterede Jesper R. (JR, red.) fra Valby med til et ophold på ’Hotel Romantik’ i de schweiziske Alper for at gå på dating med andre seniorer, havde han ikke forestillet sig, hvad det kunne føre med sig af positive ting i livet.
- Men det er blevet godt på den gode måde, forsikrede den 62-årige deltager overfor Kendte.dk ved premieren på ’Downton Abbey: Den store finale’ i Dagmar Teatret forleden.

Snakker og skriver
Her ankom han sammen med en anden deltager, den jævnaldrende Femia.
- Vi snakker i telefon og skriver sammen - vender verden, fortalte Femia om venskabet med JR.
JR føler, at han generelt har fået meget medvind, siden programmet med stor seersucces rullede over tv-skærmen i sommer.
Positiv respons
- Det har været helt skørt med al den opmærksomhed. Jeg har fået mig en Instagram-profil på opfordring fra mine børn, og fik på 14 dage 8.000 følgere. Her laver jeg nogle små gode videoer, og det er egentlig meget sjovt, afslørede JR.
- Det har kun medført positiv respons fra alle slags mennesker - ung som gammel. Oprindeligt havde jeg ikke forestillet mig noget som helst, fortalte pensionisten.
