Kræver royale titler og rettigheder
Eks-kong Alberts 'uægte' datter går nu rettens vej for at få, hvad hun mener, tilkommer hende.
Tilbage i januar måned i år krøb belgiske ekskong Albert II til korset og erkendte, at han er far til den nu 52-årige kunstner Delphine Boël. Det skete efter hun i årtier havde kæmpet for at få anerkendt sin oprindelse, og at dna-tests nu bekræftede hendes påstand.
Nu går hun rettens vej for at få, hvad hun mener, tilkommer hende – royal titel og rettigheder. Det skriver BBC.
Artiklen fortsætter under videoem
Rygter om et kongeligt, uægte barn dukkede først gang op i 1999 i en uautoriseret biografi om kongens hustru, dronning Paola, og førte til en royal skandale og var en ekstrem mediebegivenhed i Belgien.
Det var dog først i 2005, Delphine Boël selv hævdede, påstanden var sand og derfra gik der yderligere nogle år, inden hun i 2013 begyndte at forfølge sagen. Det skete efter kongen var abdiceret samme år og således ikke længere havde immunitet mod retsforfølgelse.
Hendes mor, baronesse Sybille de Selys Longchamps, påstår, hun havde en 18 år lang affære med Albert II fra 1966 til 1984, inden han blev konge, og at det dermed også stod på efter Delphine Boël var kommet til verden.
Ifølge Delphine Boëls advokater kræver hans klient de samme rettigheder som ekskongens tre andre børn, Philippe, der nu er konge af Belgien, prins Laurent og prinsesse Astrid.
“Hun ønsker ikke at være en ‘skygge-prinsesse’men forlanger nøjagtigt de samme privilegier, titler og rettigheder som sine brødre og sin søster,” siger advokaten.
Det hører også med, at såfremt hun opnår kongelig status, så antyder rapporter, at denne så også skal tildeles hendes efterkommere.
Sagen er kompleks og det er ifølge ekskongens advokaters påstand ikke en sag, retten kan afgøre. Skal Delphine Boël have titel af prinsesse og hvad deraf følger, kan det kun ske via et dekret fra det belgiske kongehus.