Konkurs: Corona-aflysninger lægger populært teater i graven

Det i forvejen hårdt prøvede Fredericia Teater er gået konkurs. Coronaaflysninger var sidste søm i kisten.

Udgivet Opdateret

Fredericia Teater har mandag indgivet konkursbegæring.

Det sker, efter at teatret har været nødt til at aflyse mange forestillinger på grund af coronavirus.

Det oplyser Fredericia Teater i en pressemeddelelse.

– Ligesom det er tilfældet for mange andre teatre rundt om i landet, har coronasituationen medført aflysninger af Fredericia Teaters fremtidige forestillinger.

– Aflysningerne betyder væsentligt færre indtægter til Fredericia Teater i hele 2020.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er blandt andet musicalen “Shu-bi-dua- 2.0”, der er blevet aflyst.

Fredericia Teater har i løbet af det seneste års tid haft svingende billetindtægter. To forestillinger i København førte til et tocifret millionunderskud for teateret.

Det var forestillingerne “Prinsen af Egypten” og “Tarzan” i København i 2019, som ikke levede op til forventningerne. Siden da er det konstateret, at der var brugt mere på markedsføring, end bestyrelsen havde tilladt.

Teaterchef Søren Møller opsagde sin stilling af denne årsag.

– De seneste uger har bestyrelsen arbejdet på højtryk for at redde teatret. Men uden held.

– Derfor ser bestyrelsen i denne alvorlige situation ingen andre muligheder end at indgive en konkursbegæring, slutter pressemeddelelsen.

Kommune beklager konkurs

Meldingen fra teatret bliver modtaget med “stor beklagelse” i Fredericia Kommune.

– Byrådet havde set frem til, at “Shu-bi-dua 2.0” skulle spille fra fredag og fylde byen med musicalgæster i de næste to måneder.

– Aflysningerne giver et stort tab for både teatret og for byens omsætning. Fredericia Teater har en uvurderlig betydning for Frederica, lyder det i en erklæring fra Fredericia Byråd.

Stor betydning for byen

Ifølge byrådet har Fredericia Teater haft stor betydning for byen. Det har været med til at sætte Fredericia på “land- og verdenskortet”.

Kommunen har også i de svære tider bakket op om teatret i form af blandt andet økonomiske milliontilskud.

– Et samlet byråd ønsker at udtrykke håb for, at der efter Covid-19-krisen kan rejse sig en fremtid, hvor Fredericia igen vil være kendt som teater- og musicalby, står der i erklæringen fra byrådet.

Covid-19 er navnet på den sygdom, der kan følge af at blive smittet med coronavirus.

Også kulturminister ked af det

Kulturminister Joy Mogensen (S) begræder tabet af Fredericia Teater, som hun mener, har bidraget på den nationale kulturscene:

– Danmark mister en unik teaterinstitution, siger hun til Ritzau.

– Jeg synes, at Fredericia Teater har været et fyrtårn i dansk kulturliv og har gjort det godt især inden for musicals. Men generelt har det vist, at man kan være en kulturinstitution med national påvirkning fra provinsen.

Powered by Labrador CMS