Kongehuset holder vejret

Søndag besøgte det norske kongepar hotel i katastrofeområdet i Gjerdum. Nu er der fundet covid-19 i huset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag formiddag, den 3. januar, aflagde det norske kongepar besøg katastrofeområdet i Gjerdum, hvor et jordskred har haft fatale følger med blandt andet flere dræbte og savnede.

Her besigtigede de skaderne og besøgte forskellige steder i området. Blandt andet Olavsgaard Hotel, hvor en række af deres landsmænd, der har mistet deres hjem ved katastrofen er indkvarteret.

Artiklen fortsætter under videoen

“Vi har lagt en bevægende dag bag os. Det er helt forfærdeligt og vanskeligt at sætte ord på,” sagde kongen blandt andet ved ankomsten til hotellet.

Besøget i katastrofeområdet har fået enorm opmærksomhed og ros blandt nordmændene. Alligevel er det nu også årsag til uro. Tirsdag blev der nemlig konstateret covid-19 smitte på netop Olavsgaard Hotel. Det skriver Dagbladet.

Såvel kong Harald som dronning Sonja hører på grund af deres høje alder, de er begge 83 år, til højrisikogruppen for komplikationer i forbindelse med smitten og derfor er der nu opstået bekymring for parret. For er de nu også blevet ramt?

“Vi bliver løbende holdt orienteret om status på hotellet. Under besøget blev alle retningslinjer omkring værnemidler, inklusiv afstand, mundbind og håndhygiejne, overholdt,” har Sven Gj. Gjeruldsen, informationschef ved hoffet, forklaret til Dagblandet.

Han har ikke ønsket at kommentere på, hvorvidt kongeparret allerede er eller skal testes.

Kongeparret var under besøget ledsaget af deres søn kronprins Haakon. Han deltog dog ikke ved arrangementet på hotellet, men var i stedet ude på andre opgaver.

Powered by Labrador CMS