Kollega støtter stjerneskuespillerinde efter lønopråb

Stjernen Natalie Portman kritiserer lønforskellen i Hollywood og bakkes op af kollegaen Ashton Kutcher.

Udgivet Opdateret

Det er ikke længere en hemmelighed, at flere mandlige Hollywood-skuespillere får en større sum penge sat ind på lønkontoen end deres kvindelige kolleger.

I hvert fald har en række kvindelige stjerner tidligere kritiseret filmbyen for at have en sexistisk kultur, der eksempelvis kommer til udtryk i lønforskellen mellem mænd og kvinder.

Nu melder den Oscarvindende skuespillerinde Natalie Portman sig også ind i koret af skuespillerinder, der mener, at den store forskel i lønningerne er helt forkert.

Kollega fik tre gange så meget i høj

I et interview med magasinet Marie Claire fortæller den nu 35-årige stjerne, at hendes skuespilkollega Ashton Kutcher fik en løn, der var tre gange højere end hendes, da de spillede over for hinanden i filmen “No Strings Attached” fra 2011.

– Jeg var ikke så vred, som jeg skulle have været. Vi bliver betalt en masse, så det er svært at beklage sig. Men uligheden er vanvittig, siger hun i magasinet.

– Jeg tror ikke, at mænd og kvinder er bedre eller dårligere. Vi har bare et klart problem med kvinder, der ikke har muligheder. Vi er nødt til at være en del af løsningen – ikke forevige problemet, siger Natalie Portman til Marie Claire.

Kutcher viser sin støtte

Efter “Black Swan”-skuespillerindens opråb har skuespilleren Ashton Kutcher vist sin støtte til sin tidligere medskuespillerinde.

– Så stolt af Natalie Portman og alle de kvinder, der kæmper for at lukke kønsforskellen for løn, skriver han det sociale medie Twitter.

Tidligere har populære skuespillerinder som Jennifer Lawrence og Gwyneth Paltrow langet ud efter lønforskellen baseret på køn i Hollywood.

Natalie Portman vandt i 2011 en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen “Black Swan”. I øjeblikket er hun aktuel i filmen “Jackie”, der kan ses i de danske biografer.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS