Kollega hylder afdød TV-stjerne: – Vi savner ham
Skuespilleren William Christopher døde lørdag morgen, og på Twitter hylder en tidligere kollega Mash-stjernen.
Skuespilleren William Christopher, der opnåede stor succes i sin rolle som feltpræsten Mulcahy i tv-serien “Mash”, døde lørdag morgen efter længere tids sygdom.
Efter at den triste nyhed kom frem, er det væltet ind med kondolencer og hyldestbeskeder fra tv-seriens mange fans på det sociale medie Twitter.
Også skuespillerens nære kollega Alan Alda, der spillede kaptajnen Hawkeye Pierce i “Mash”, har sendt en rørende besked til den afdøde kollega, som han kaldte Bill.
– Hans venner fra “Mash” savner Bill meget. Hans styrke, hans elegance og hans blide humor var ikke skuespil. Det var Bill, skriver Alan Alda i opdateringen, som han slutter med hashtagget “William Christopher”.
Han beskrives som manden, der gjorde M*A*S*H sjovere.
Tv-skuespilleren blev 84 år, og han døde lørdag som følge af sin kræftsygdom, oplyser skuespillerens søn til ABC News.
Ifølge William Christophers repræsentant blev skuespilleren diagnosticeret med kræft for mere end et år siden og befandt sig på hospice, da han afgik ved døden. Har var han blevet indlagt i begyndelsen af ugen op til sin død.
William Christopher spillede med i hitserien “Mash” fra 1972 til 1983, og han tonede også frem på skærmen i efterfølgeren “After Mash” fra 1983 til 1985.
Efterfølgende spillede han med i en række film og tv-serier, heriblandt “Horton Sagaen”.
Skuespilleren efterlader sig konen Barbara og parrets to børn.
Se Alan Aldas tweet her: