Klar til ny Kennedy-rolle

Caspar Phillipson skal endnu spille rollen som den amerikanske præsident

Udgivet

Ligheden er slående.

Caspar Phillipson bliver snart igen aktuel i rollen som den karismatiske præsident John F. Kennedy (JFK, red.).

Denne gang i en svenskproduceret film om FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld, der døde i et mystisk flystyrt i Zambia 1961.

Det er en gave

Premieren er sat til foråret 2024, og danske Per Fly er instruktøren på projektet.

- Så det gør ikke noget, at jeg ligner ham. Det er en gave, som jeg er rigtig taknemmelig for, afslørede sidste års ’Vild med Dans’-vinder til kendte.dk ved pressemødet for musicalen ’Pennevenner’ arrangeret af Tivoli i hjemmet hos Annette Heick i Holte.

- Kollegaer har ofte spurgt, om jeg ikke er bange for at blive fanget i den rolle, men det er jeg ikke det fjerneste.

Spændende person

Ligheden med Kennedy har fem gange ført den 52-årige skuespiller ud på verdensmarkedet.

- JFK var en spændende person, der nåede at være involveret i mange ting, lød det videre om præsidenten, der blev myrdet ved et attentat i Dallas i 1963.

Store amerikanske filmproduktioner som ’Jackie’ om præsidentens hustru og ’Blonde’, hvor Kennedys forhold til Marilyn Monroe blev vist, er det blevet til, og det har givet ham mere end smør på brødet ved siden af danske skuespiller-opgaver.

Superstjerner

I tidens løb har Caspar Phillipson spillet overfor superstjerner med optagelser i hele verden.

- Det har været fantastisk, og jeg har mødt så mange spændende instruktører og skuespillere undervejs, fortalte han begejstret om oplevelserne.

Powered by Labrador CMS