Se kæmpe koncert med 'Kandis'
Johnny Hansen inviterer seerne til fest, fællessang og kærlighed på TV 2
Der bliver skruet helt op for glæden, når TV 2 viser 'Kandis’ største koncert nogensinde.
Johnny Hansen og resten af bandet har gennem mere end tre årtier spredt god stemning, og nu er det tid til en musikalsk fejring fyldt med fællessang og nostalgi.
Publikum kan se frem til et gensyn med klassikere som 'En lille ring af guld', 'Lonnie fra Berlin' og 'Hotel Himmel', når tusindvis af fans synger med i Bella Arena.
Kærlighed på dansegulvet
Koncerten blev optaget den 18. april, og den markerer et højdepunkt i 'Kandis’ karriere, og en hyldest til alt det, bandet står for: sammenhold, varme og kærlighed på dansegulvet.
'Kandis' har siden slutningen af 80’erne spillet tusindvis af koncerter rundt i Danmark og solgt over halvanden million plader, og der er et nyt album på vej.
Folkelig charme
- Vi glæder os meget til det nye album, der kommer på gaden 3. november, afslørede Johnny Hansen til Kendte.dk ved premieren på 'Jeg tror, jeg elsker dig' i Imperial for nylig.
Johnny Hansen har med sin karakteristiske stemme og folkelige charme gjort 'Kandis' til et af landets mest elskede orkestre.
Med koncerten i Bella Arena viser TV 2 til december hele Danmark, hvorfor 'Kandis' fortsat er et fænomen i dansk musikliv.