Klar til at tæve hinanden
De to milliardærer Elon Musk og Mark Zuckerberg har i et stykke tid luftet idéen om en MMA-kamp mod hinanden
To af medieverdenens mest prominente skikkelser skal muligvis mødes i en MMA-boksering til en showkamp.
I hvert fald har Teslas stenrige stifter, Elon Musk, udfordret manden bag Facebook, Mark Zuckerberg, til et opgør.
Klar til kamp
På det sociale medie X, der før hed Twitter, skriver Elon Musk søndag:
- Zuck mod Musk-kampen vil blive livestreamet på X. Al overskud går til velgørenhedsorganisationer for veteraner.
De to tech-rivaler har tidligere luftet idéen om at mødes til en kamp.
Den 21. juni skrev Musk på Twitter:
- Jeg er klar til en kamp i bur, hvis han er, lol.
Meget usikkert
Dagen efter svarede Zuckerberg i en story på det sociale medie Instagram.
- Send lokationen til mig, skrev Facebook-chefen.
Selv om Musk søndag fortæller, at en kamp vil blive livestreamet, så er meget endnu usikkert. Der er således ikke bekræftet nogen kamp endnu, og det vides heller ikke, hvor og hvornår det eventuelt skal ske.