Kina censurerer Peter Plys væk

Det er nu strengt forbudt at henvise til den gule pelsklump af kærlighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den folkekære gule bjørn, Peter Plys, er blevet bandlyst i Kina. Det skriver Financial Times.

Det er ikke nyt, at man i Kina har nogle ret strikse regler for, hvad folk må se og ikke se på internettet. Alligevel kan det dog vække undren, at Peter Plys er blevet forbydt. Der virker dog til at være noget om snakken, og årsagen bunder angiveligt i sammenligninger mellem Plys og landets præsident, Xi Jinping.

Ikke officielt forklaret

Sagen er den, at der på sociale medier i Kina var gået sport i at lægge billeder op, hvor præsidenten og Peter Plys blev sammenlignet. Der foreligger, ifølge Financial Times, ingen officiel forklaring på, hvorfor Peter Plys er blevet forbudt i Kina. Forbuddet er dog tydeligt på Sina Weibo, der er en kinesisk pendant til Twitter, samt chatprogrammet WeChat. Begge steder bliver Peter Plys slet og ret censureret væk.

Ifølge en ekspert, Financial Times har talt med, er forbuddets karakter nyt for Kina.

– Historisk set har der været forbud mod to ting (i Kina, red.). Politisk organisering og politisk handling. Men i år er der kommet et tredje forbud til; omtale af præsidenten, fortæller Qiao Mu, medieprofessor ved Beijing Foreign Studies University.

Forbudte ord

Forbuddet kan ses, når man forsøger at skrive de kinesiske tegn for Peter Plys i et opslag til det sociale medie Sina Weibo. Her bliver man mødt med en besked om, at indholdet er forbudt. Hvorfor forbuddet er trådt i kraft nu, er ikke til at sige. Financial Times fortæller, at der siden 2013 har cirkuleret billeder, hvor præsidenten bliver sammenlignet med Peter Plys.

Det startede med et billede, hvor Xi Jinping blev set gående sammen med USA’s daværende præsident Barack Obama. Det billede blev sat op ved siden af et billede af Peter Plys og Tigerdyret. Herefter har flere og flere sammenligninger fulgt. Men nu er det altså forbi med den slags morsomheder for det kinesiske folk.

Kan du se sammenhængen mellem præsidenten og plysbjørnen? Klik gennem galleriet og se for dig selv.

Powered by Labrador CMS