Kig med: Her er opfølgeren på den bedst sælgende

Den længe ventede efterfølger til Anders Matthesens Ternet Ninja-film får premiere den 19. august i år.

I den nye film drager den ternede ninja og den 13-årige dreng Aske mod Thailand for at fælde skurken Phillip Eberfrø. – Foto: PR foto: A. Film Production A/S, Sudoku ApS og Pop Up Production ApS & Nordisk Film/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag offentliggjorde multitalentet Anders Matthesen, også kendt som Anden, den nye filmplakat for “Ternet Ninja 2” på sin Instagram-profil.

Og i dag udkommer så traileren til den længe ventede efterfølger. Det fortæller holdet bag filmen i en pressemeddelelse.

I traileren kan man se, at turen går til Thailand. Her forsøger den ternede ninja-dukke og den 13-årige dreng Aske at holde den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø ansvarlig for sine onde handlinger.

Men det er en udfordring, når hele familien er med på ferie. Både mor Sirene, papfar Jørn, papbror Sune og onkel Stewart er nemlig alle med i Thailand.

Den ternede ninja har fået ny dragt, som han ikke er helt tilfreds med. Men det stopper ham ikke fra at søge hævn og retfærdighed med Aske, der stadig sukker forelsket efter Jessica.

Også denne film byder på flere sange, der er skrevet af Anders Matthesen, og han lægger i øvrigt stemme til alle karaktererne igen bortset fra rollerne som Aske, der indtales af Louis Næss-Schmidt, og Jessica, der indtales af Emma Sehested Høeg.

Bedst sælgende film

Anders Matthesen har også ligesom sidst skrevet manuskriptet og instrueret filmen sammen med Thorbjørn Christoffersen.

I marts kunne Anden afsløre, at premieren på filmen var blevet fremrykket syv uger før den ellers planlagte dato.

Det betyder, at man kan se filmen i biografen fra den 19. august.

Den første film i serien blev den bedst sælgende danske biograffilm i 35 år med 950.000 solgte billetter.

Den udkom i 2018, og alene på premieredagen solgte den 52.000 billetter.

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=RubZfeopTKM

Powered by Labrador CMS