Kevin Spacey sigtet for overgreb: Forsvarer sig på Youtube

Den amerikanske skuespiller risikerer op til fem års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i sag om overgreb.

Kevin Spacey tager nu bladet fra munden u video på YouTube. Foto: Nicholas Kamm/Scanpix.
Kevin Spacey tager nu bladet fra munden u video på YouTube. Foto: Nicholas Kamm/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den tidligere House of Cards-stjerne Kevin Spacey er blevet sigtet i en sag om et seksuelt overgreb mod en 18-årig mand i 2016.

Det rapporterer flere nyhedsbureauer.

Påstanden om overgrebet blev fremsat af den forurettedes mor i november 2017.

Sigtelsen mod Spacey er indgivet efter en høring i sagen den 20. december. Han er tilsagt til et retsmøde den 7. januar i Nantucket i delstaten Massachusetts.

Det oplyser den lokale anklagemyndighed mandag til avisen The Boston Globe.

Risikerer fem års fængsel

Den Oscar-vindende skuespiller risikerer op til fem års fængsel, hvis han bliver dømt.

Spaceys storslåede karriere både på film og teatre ligger nærmest i ruiner, efter at er blevet ramt af flere beskyldninger om upassende opførsel over for blandt andet mindreårige drenge.

Flere i filmbranchen har vendt den 59-årige Spacey ryggen, og som følge af beskyldningerne mistede han sin hovedrolle som Frank Underwood i “House of Cards”. Han er også blevet fjernet fra filmen “All the Money in the World”.

Flere beskyldt for overgreb

Kevin Spacey er en af snesevis af mænd i underholdningsbranchen, som er blevet beskyldt for overgreb af seksuel karakter.

På et pressemøde i november 2017 fortalte tv-journalisten Heather Unruh, at hendes 18-årige søn var blevet seksuelt forulempet af skuespilleren på en bar og restaurant i Nantucket.

Hændelsen skulle have fundet sted i juli 2016.

Unruh fortalte, at hendes søn af ren og skær beundring bildte Hollywood-stjernen ind, at han var fyldt 21 og dermed gammel nok til at drikke, da de to mødtes i baren.

Kevin Spacey fyldte derefter den ene drink efter den anden på sønnen, påstod hun.

– Og da min søn var fuld, slog Spacey til og angreb ham seksuelt, sagde hun.

Angiveligt befølte skuespilleren den unge mands kønsorganer.

– Han anmeldte ikke forbrydelsen på det tidspunkt, og det var hovedsageligt på grund af skam og frygt, fortalte Heather Unruh.

Først i november 2017 informerede hendes søn politiet om hændelsen.

Lagt video op på YouTube

Det er uvist, hvordan Spacey forholder sig til sigtelsen. Nyhedsbureauet Reuters har forgæves forsøgt at få en kommentar fra hans advokat.

Men Spacey, der ifølge flere medier ikke har givet lyd fra sig i længere tid, lagde mandag et klip af sig selv ud på YouTube med titlen “Let Me Be Frank”.

Det kan du se lige HER.

“Frank” kan også forstås som “ærlig” eller “ligefrem” på engelsk.

I klippet, som Reuters kalder “bizart”, afviser Kevin Spacey tilsyneladende beskyldningerne.

– Jeg vil helt sikkert ikke betale prisen for de ting, jeg ikke har gjort, siger han og bruger samme stemme som til karakteren Frank Underwood.

Powered by Labrador CMS