Kendt TV-vært skifter job
Der venter helt nye udfordringer for den garvede fodboldvært Zak Egholm
Der venter den kendte tv-vært Zak Egholm en helt ny opgave som kommentator, når det mandlige danske ishockeylandshold debuterer ved vinter-OL i Beijing onsdag den 9. februar.
Zak Egholm, der normalt bestyrer landsholdsstudiet på Kanal 5 og discovery+ og kommenterer massevis fodboldkampe samme sted, skal nemlig prøve kræfter med ishockey for første gang.
Det skriver Discovery i en pressemeddelelse.
Zak Egholm glæder sig til at blive kastet på isen.
- Jeg går til opgaven med glæde, ærefrygt og ydmyghed, for det fortjener både OL og ishockey. Jeg er helt med på reglerne og er i gang med at læse op på spillerne, så på den måde føler jeg mig godt klædt på. Rent kommentatorfagligt bliver det vildt spændende at forsøge at fange kampenes rytme og tempo. Den udfordring glæder jeg mig meget til, for ishockey er noget helt andet end fodbold, siger Zak Egholm.
Var med ved gennembruddet i 2003
Selvom det meste af Zak Egholms professionelle liv har drejet sig om fodbold, og han nu skal til at vænne sig til at puck i stedet for bold og straffeslag i stedet for straffespark, så deler Egholm og ishockeylandsholdet en særlig fælles historie.
- Jeg var faktisk med i Finland i 2003, da Danmark bragede igennem ved A-VM for første gang. Vi var godt oppe at køre efter sejren over USA og senere efter 2-2 mod Canada. Dengang var jeg grafiker på tv-produktionen, forklarer Zak Egholm, som håber på, at det danske landshold også kan tage OL med storm.
- Nu er jeg sammen med ishockeylandsholdet ved endnu en kæmpe historisk begivenhed, når de skøjter på isen ved et vinter-OL for første gang nogensinde. Det kan kun blive godt. Jeg tror næsten, at jeg glæder mig lige så meget som spillerne, siger Zak Egholm.
Møder Tjekkiet i første kamp
Danmark møder Tjekkiet i den første kamp ved vinter-OL.
Den bliver spillet onsdag den 9. februar kl. 14.10.
Herefter gælder kampen mod Rusland den 11. februar kl. 05.10, inden sidste gruppekamp mod Schweiz den 12. februar kl. 14.10.
Vinter-OL i Beijing starter officielt den 4. februar og løber frem til den 22. februar.
Discovery+ er den eneste platform, hvor man kan se samtlige discipliner og konkurrencer.