Kærlighedsknas: Skuespiller i parterapi

Den amerikanske skuespiller Will Smith måtte gå i parterapi i forsøget på at redde sit årelange ægteskab.

Parret har måtte gennemgå et længere terapiforløb i forsøget på at forstå hinanden bedre og ultimativt redde deres årelange ægteskab. Foto: ANDREW KELLY/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Rygterne har flere gange svirret om, at der har været knas i ægteskabet mellem skuespilleren Will Smith og hans hustru Jada Pinkett Smith.

Gennem tidens løb er de mange historier om det problematiske parforhold blevet manet til jorden. Nu har Will Smith dog besluttet at tage bladet fra munden i et åbenhjertigt interview til det britiske medie The Sun.

Parterapi

Her fortæller den 47-årige kendis, at parret måtte gennemgå et længere terapiforløb i forsøget på at forstå hinanden bedre og ultimativt redde deres årelange ægteskab.

– Jeg har gået i en masse parterapi. Så snart et ægteskab har været gennem et terapiforløb, så kommer sandheden frem, siger Will Smith til The Sun.

“Focus”-stjerne understreger samtidig, at de mange terapitimer er udslagsgivende for, at ægteparret nu har de rigtige værktøjer til at komme videre i deres forhold.

– Jeg tror, at det er en form for rensning, før vi kan komme over på den anden side og arbejde fremadrettet i vores forhold, siger Will Smith til The Sun.

Will Smith har været gift med konen, Jada Pinkett Smith, i 19 år. Parret har sammen to børn Jaden og Willow Smith, som begge har gjort karriere inden for skuespil.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS