Johnny Reimar: -Sådan startede Dansktoppen

Dansktoppen fylder 50 år og det fejres i 2018. Her fortæller Johnny Reimar om, hvordan Dansktoppen startede.

Udgivet Opdateret

Dansktoppen fylder 50 år og det fejres ved Dansktop Prisen 2018.

Men hvordan startede Dansktoppen?

Det ved om nogen Johnny Reimar:

– Jeg var med til at presse Danmarks Radio (DR) til at få lavet Dansktoppen. Der skete et medieskift, fortæller Johnny Reimar til Kendte.dk og fortsætter:

– Alle talentfulde unge mennesker – inklusive mig selv – skulle rundt til amatørkonkurrencer for at gøre sig gældende. Så arbejdede man sig op af rangstigen og så kunne det ende med en pladekontrakt. Og hvis man bestod en mikrofonprøve hos DR, så var man måske heldig at blive spillet i DR, siger Johnny Reimar.

Reimar dumpede

Men mikrofonprøven var ikke så heldig for Johnny Reimar:

– Jeg dumpede – og det gjorde Gustav Winckler faktisk også. Men vi blev alligevel spillet på et eller andet tidspunkt, griner Johnny Reimar.

I følge Johnny Reimar havde DR en stor magt dengang.

– Det var på P3 man hørte populær musik dengang, forklarer han.

Sverige startede Svensk-toppen

I 1967 ville svenskerne promovere svensk-sproget musik:

– De lavede en form for en hitliste, men det skulle kun være svensk-sproget. Dengang var det almindeligt at synge på engelsk – det gjaldt også mig. Men nu skulle der synges på svensk for at komme i betragtning. Det viste sig, at Svensk-toppen blev en kæmpe succes. Det var lige det folk ville høre i Sverige, fortæller Johnny Reimar.

Kopierede svensk model til Danmark

Og så fik han en god idé. At kopiere det til Danmark.

Johnny Reimar kom med i en komité med Stikkan Anderson i spidsen, som var Abba-manden:

– Han var musikforlægger og havde stor interesse i, at hans musik også blev udbredt til Danmark. Han tog initiativet som svensker – sammen med tekstforfatter Thøger Olesen og Gustav Winckler og mig. Vi havde flere møder med DR. Jeg ved ikke om det var vores skyld. Men i 1968 tog man skridtet og lavede Dansktoppen, hvor Jørn Hjorting var vært, siger Johnny Reimar.

– I starten var det meningen, at der skulle sidde en komité, der skulle sidde og udtage de melodier, der skulle på Dansktoppen. Men det blev mere eller mindre til Jørn Hjorting selv, som han aldrig har villet indrømme. Til sidst spekulerede man i, hvilken smag man troede han havde, griner Johnny Reimar.

Reimar røg til tops

Johnny Reimar var heldig, at ryge til tops på Dansktoppen med “De violer du plukker“.

Og en af de kunstnere, som Johnny Reimar lige havde fundet og produceret en plade for, Birthe Kjær, smed ham af førstepladsen med “Arrivederci Franz“.

Udviklingen gik i stå

I mange år skete der ikke nogen udvikling inden for Dansktoppen:

– I mange år var det det samme. Vi lavede plader, der var en stor produktion af dansksproget plader med danske kunstnere. De kom så på Dansktoppen. Og da betød Dansktoppen noget. Jeg ved ikke om de havde en million lyttere eller mere. Det betød, at nye navne, der kom på Dansktoppen, var sikre på at de blev kendte, forklarer Johnny Reimar.

Men det holdt ikke ved:

– Det fortog sig en smule med årene for til sidst – i dag – næsten ikke at have nogen betydning om man er på Dansktoppen eller ej. Der er stort set ingen, der lytter til programmet, fordi programmet ligger på DAB. Det var det sidste nådesstød man gav Dansktoppen, siger Johnny Reimar og fortsætter:

– Nu kan folk ikke høre Dansktoppen på FM-båndet og i deres biler. Folk skulle investere i nye DAB-radioer og nu skal de også skifte dem ud igen med nye radioer (DAB+, red.), fortæller Johnny Reimar.

Reimar langer ud efter DR

Han mener, at Dansktoppen har fået trange kår i dag:

– Nu er det jo udelukket, at P4 vil spille dansktop. Så der er ikke noget landsdækkende på FM-båndet, som kan promote en ny plade. Altså hvis Keld & Hilda laver en ny plade, så kan de ikke få den spillet nogen steder. De kan måske være heldige, at få spillet den et par gange på P5 – men de har ingen lyttere, siger Johnny Reimar til Kendte.dk.

En dansktop-plade har efter Johnny Reimers vurdering ikke en chance, med mindre de kommer i tv.

– Ordet dansktop er gået hen og blevet sådan et skældsord og en varebetegnelse på alt dansksproget musik. Når man taler om dansktop, så tænker man på “Rigtige venner” og Richard Ragnvald. Efterhånden er det sådan, at Birthe Kjær ikke vil kalde sig dansktopsangerinde, fordi hun er så meget andet. Hun laver ikke noget, der er udpræget ment til dansktop. Man blander begrebene sammen, mener Johnny Reimar.

– Men dansktoppen har betydet meget for pladeindustrien og kunstnere. Jeg producerede i en årrække musik, der var henvendt til dansktoppen. Det var blandt andet med Bjørn & Okay, Peter Belli og Birthe Kjær. På et tidspunkt var 50 procent af den musik, der var på Dansktoppen, produceret af mig. Men det var i øvrigt heller ikke så populært, fortæller Johnny Reimar.

Mange hits

Han har gennem årene haft mange hits. Det tæller blandt andet “Lille fregnede Louise”, “Du burde købe dig en tyrolerhat” og Sikke’n fest”. Og det er blot nogle af de store hits.

Johnny Reimar er i dag 74 år og kan i 2018 fejre 60 års jubilæum i musikbranchen.

Han tager stadig ud og optræder.

Dansktoppens 50 års jubilæum fejres

I 2018 fejres Dansktoppens 50 års jubilæum, når Dansktop prisen 2018 løber af stablen.

Her er de optrædende Johnny Reimar, Klaus & Servants, Kirsten Siggaard, Kandis, Bjørn Tidmand, Richard Ragnvald, Dario Campeotto samt Keld og Hilda Heick.

Dansktop Prisen 2018 afvikles i Jyske Bank Boxen i Herning den 14. april.

Powered by Labrador CMS