- Jeg har 0,0 følelser i det

Brian Holm, der søndag 2. oktober fylder 60 år, stoppede i september karrieren som sportsdirektør. Han regner ikke med at savne jobbet

Udgivet Opdateret

Det er slut med at se den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, der søndag 2. oktober fylder 60 år, bag rattet i kortegen bag cykelfelterne.

I midten af september stoppede han sin karriere som sportsdirektør efter Luxembourg Rundt. Han regner ikke med, at det bliver noget problem at undvære de mange timer i sportsdirektørbilen.

- Underligt nok har jeg 0,0 følelser i det. Kommer jeg til at savne det? Det ved jeg ikke. Det finder jeg ud af til næste år. Men jeg håber det, for ellers har jeg lavet det forkerte i 25 år, siger Brian Holm.

Brian Holm har som sportsdirektør ikke haft fine fornemmelser. Han tog et linjeløb i Give lige så seriøst som en Tour de France-etape. Og så prøvede han altid at undgå at rive sig med af store følelser, uanset om hans ryttere styrtede eller cyklede først over målstregen. (Arkivfoto).
Brian Holm har som sportsdirektør ikke haft fine fornemmelser. Han tog et linjeløb i Give lige så seriøst som en Tour de France-etape. Og så prøvede han altid at undgå at rive sig med af store følelser, uanset om hans ryttere styrtede eller cyklede først over målstregen. (Arkivfoto).

De sidste ti år af karrieren som sportsdirektør var han tilknyttet Quick-Step-holdet, hvor han lagde slagplanen for stjerner som Tom Boonen, Mark Cavendish, Julian Alaphilippe og Philippe Gilbert, der hentede dusinvis af sejre.

Han forventer, at han vil besøge holdets træningslejre i ny og næ. Men ellers regner han stort set med at gå i glemmebogen.

- Man er hurtigt glemt i den her branche. Jeg kan godt nogle gange tænke: "Hvad blev der af ham? Nå, han stoppede som sportsdirektør forrige år". Hvis der er nogle mennesker her i verden, som tror, de er gift med deres arbejde, bliver de hurtigt skuffede.

- Du er glemt, lige så snart du er ude. Jeg har ikke nogen romantiske forestillinger om det, siger Brian Holm.

Skal være rytteragent

Selv om han ikke længere skal være sportsdirektør, fortsætter han i cykelverdenen. Han skal være rytteragent, samtidig med at han også skal agere ekspertkommentator på Eurosport.

Han var selv en del af en stærk dansk cykelgeneration i slutningen af 1980'erne og op gennem 1990'erne. Holm indrømmede i 2002, at han var dopet i dele af sin karriere. Blandt andet i 1996, hvor han som Telekom-rytter var en af Bjarne Riis' hjælpere på vej mod sejren i Tour de France.

Siden 2013 har han siddet i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Konservative. Han er gift med Christine Holm, og sammen har de teenagerne Albert og Mynte.

Powered by Labrador CMS