-Jeg er rundt på gulvet

Det er vigtigt, at vores lille land kan gøre sig gældende ude i verden, mener 'Druk'-skuespiller Lars Ranthe, efter filmen har vundet den fornemmeste filmpris

Skuespillerne Magnus Millang (tv) og Lars Ranthe (th) fulgte nervøst med fra Zentropas hovedkontor sammen med resten af holdet bag filmen ‘Druk’, da nattens oscarstatuetter skulle uddeles. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Den danske skuespiller Lars Ranthe kan næsten ikke tro, at ‘Druk’ natten til mandag dansk tid har modtaget en Oscar for Bedste Internationale Film.

Det siger han, kort efter at den flotte hæder blev en realitet.

– Jeg er mere eller mindre forvirret og lidt rundt på gulvet lige nu, men jeg er selvfølgelig utrolig stolt og glad. Det er virkelig vigtigt, hvordan vores lille land gang på gang kan gøre sig gældende ude i verden, siger han.

Utrolig stærkt øjeblik

Den 51-årige skuespiller er samlet sammen med flere andre af filmens skuespillere og produktionsholdet på Zentropa for at se nattens prisuddeling. Han fortæller, at det var et rørende øjeblik at se instruktør Thomas Vinterberg gå på scenen for at modtage prisen.

– Det var utrolig stærkt. Det er selvfølgelig rørende at opleve hans store glæde, men samtidig hans store sorg over at have mistet et menneske, han elskede, siger Lars Ranthe med henvisning til, at Vinterbergs datter Ida Maria mistede livet i en trafikulykke, kort efter at optagelserne til filmen var begyndt.

Kunne have været en dødssejler

‘Druk’ var på forhånd udråbt som en af favoritterne til at løbe med prisen for Bedste Internationale Film. Alligevel har filmens succes overrasket en af dens hovedpersoner.

– Man ved aldrig, om det er et godt manuskript på forhånd. Jeg var klar over, at det var et specielt emne, men når man står med noget, der handler om fire midaldrende mænd, der drikker sig fulde, så kunne det lige så godt have været en dødssejler.

– Men da jeg så, hvordan den blev modtaget i biografen af særligt unge mennesker og på tværs af aldersgrupper, der blev jeg klar over, at vi havde lavet en film, vi kunne være stolte over, siger Lars Ranthe.

Mærker sejrens sødme bedre ædru

Men på trods af filmens præmis om, at mennesket er født med 0,5 promille for lidt, så siger Lars Ranthe, at en succes som at få en Oscar helst skal fejres uden al for meget alkohol i blodet.

– Jeg tror, man mærker det bedst, hvis man er ædru. Det kan være, at nogle af os kommer op på 0,5 lidt senere. Så skal jeg nok ringe og sige, hvordan det føles.

‘Druk’ er den første danske film siden Susanne Biers ‘Hævnen’ i 2011 til at modtage verdens fornemmeste filmpris.

Powered by Labrador CMS