-Jeg er faldet til ro

2020 har været hæsblæsende på godt og ondt for den folkekære entertainer og fremadstormende komiker.

Melvin Kakooza var egentlig ved at uddanne sig til skolelærer, men vandt i 2017 DM i standup og har siden ikke set sig tilbage. – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Med kometfart har komikeren Melvin Kakooza charmeret sig ind i underholdningsbranchen.

Han står både bag og foran kameraet på programmer som “Helt sort” og “Gæsten og Hesten” og Xee-serien “Sunday”, og så har han landet jobbet som barselsvikar og X Factor-vært for Sofie Linde i sæsonens liveshows.

Artiklen fortsætter under videoen

Det har været hæsblæsende for den 29-årige entertainer, som kan se tilbage på et begivenhedsrigt år 2020.

– Jeg begyndte året med at vinde to Zulu Awards, en Tv-pris og en Tv Guldpris, så det startede jo godt ud, men så kom alt det her forfærdelige corona, siger han.

– Men jeg husker også 2020 som et år, hvor vi så Danmark stå sammen i en periode, hvor det ser svært ud.

Musikquiz og fitness

Under forårets nedlukning fik Melvin Kakooza stablet en musikquiz på benene og gik viralt med sit corona-fitness-koncept, og det har været rørende oplevelser, fortæller han.

– Vi har lært rigtig mange ting om os selv og vores evne til at række ud til andre. Jeg synes, det var fedt at kunne være forbundet, selv om vi sad vildt spredt, fortæller han.

Året har også rykket helt vildt karrieremæssigt, og det er lidt paradoksalt midt i en krisetid, bemærker han.

– Der er jo sket nogle gode ting oven i alt det trælse, og jeg har heldigvis lært at falde lidt til ro i denne her vilde karriere, som ligesom er skudt i gang og finde hjemme i det, og det har også være rigtigt rart, lyder det fra Melvin Kakooza.

Mere fjernsyn

Det håber han naturligvis, vil fortsætte i det nye år.

– Jeg vil blive ved med at lave fjernsyn, som har fokus på at samle. Det kan jeg mærke, at jeg har det allerbedst med. Og så også kunne komme ud og snakke med folk og vise egne frem af Danmark, som vi måske ikke lige var opmærksomme på, lyder det fra Melvin Kakooza.

– Jeg håber også at kunne blive ved med at lave forskellige ting og ikke blive låst fast på at være en type menneske, der laver en bestemt slags tv og en bestemt type jokes. For mig handler det om at hoppe ud i ting, jeg har en god fornemmelse omkring, og så stole på, at det nok skal gå godt.

Powered by Labrador CMS