Jason Watt får nyt job

Den tidligere racerkører Jason Watt skal dele ud af sin ekspertise på den kommende sportsnyhedskanal Viaplay Sport News

Udgivet Opdateret

Med oktan i blodet ræser den tidligere racerkører Jason Watt ind på den nye kanal Viaplay Sport News, hvor han skal være fast Formel 1-ekspert og dække øvrige emner inden for motorsportsverdenen.

Det annoncerer Viaplay i en pressemeddelelse.

Konstant nyhedsstrøm

- Motorsporten byder ikke kun på masser af action ude på selve racerbanerne, men så sandelig også i kulisserne mellem løbene, afslører Jason Watt i pressemeddelelsen, inden han fortsætter:

- Der er en konstant nyhedsstrøm om alt fra kørerkabaler til interne magtkampe, og det bliver fantastisk at have en sportsnyhedskanal, der kan gribe historierne, i det øjeblik de breaker.

Folkelig appel

Viaplay tilføjer, at Jason Watt også skal være fast deltager i kanalens nye Formel 1-nyhedsmagasin, ligesom han også er tiltænkt en rolle i et andet debatformat, der er på vej, lyder det.

- Jason er analytisk skarp og vidende, men har også en bred folkelig appel, der gør ham til en fremragende formidler, siger Viaplays sportschef, Benjamin Munk Lund, i pressemeddelelsen.

54-årige Jason Watt begyndte sin professionelle racerkarriere i en alder af kun 10 år. Det lever han i dag af at dele ud af. (Arkivfoto).

Detaljeret viden

- Han besidder den sjældne evne at kunne tale til både de mere overordnet interesserede samt til motorsportsnørderne, der har en detaljeret viden om motorsport. Det er en fantastisk evne at have, når man dækker sportsnyheder, og vi er utroligt glade for at have Jason med på holdet.

Lever af ekspertise

54-årige Jason Watt begyndte sin professionelle racerkarriere i en alder af kun 10 år og lever i dag af at dele ud af sin ekspertise.

Viaplay Sport News går i luften til august og dækker fra morgen til aften nyheder inden for sportsverdenen.

Powered by Labrador CMS