Janni Ree viser medfølelse
Forsidefruen mener, at tv-vært har fået en for hård dom med fængsel til følge
Radio- og tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard blev fredag idømt 30 dages ubetinget fængsel for stalking i Østre Landsret.
Og nogle timer efter afsigelsen af dommen kommenterede Janni Ree på sagen som gæst ved dansekonkurrencen på TV 2.
- Det kommer ikke bag på mig, at en offentlig person ender i fængsel. Hun skal være stærk og sørge for at se lyset for enden af tunnelen, sagde den 55-årige deltager i ’Forsidefruer’ til Kendte.dk.
Dømmes hårdere
- Det er trist, hun idømmes en så hård dom, men sådan er det i Danmark, hvor Janteloven hersker. Som kendt person får man en hårdere dom end alle andre, mente Janni Ree, der var taget i byen med Linse Kessler.
- Jeg har selv været igennem det, og dengang fik jeg at vide, at hvis jeg er kendt, så dømmes der hårdere.
Janni Ree har tidligere afsonet en fængselsdom på et år og tre måneders ubetinget fængsel efter en sag i Østre Landsret i 2013.
Hun var kendt som 'Oddset-Janni', og kom bag tremmer for at have franarret en ældre mand en million kroner og forsøgt at sælge hans hus.