Adam Prices ekskæreste skal være dating-vært
Prime Video lancerer nyt reality datingprogram med Katherine Diez i spidsen
Prime Video løfter nu sløret for et nyt realityprogram, hvor otte kendte singler flytter ind i en luksusvilla på Cypern for at finde kærligheden, og i centrum for dramaet står Katherine Diez.
Den 33-årige mediepersonlighed får nemlig rollen som værtinde på ’Villa of Broken Hearts’, der får premiere på Prime Video den 26. november.
- Jeg har lært utrolig meget af deltagernes mod og ærlighed. Det har været en uforglemmelig oplevelse, og jeg er taknemmelig for at blive tilbudt rollen som villaens værtinde, fortæller Katherine Diez, som selv kender til offentlig opmærksomhed omkring sit kærlighedsliv.
            Kendte singler i villaen
Blandt deltagerne er Nikita Klæstrup, Kevin “Bro” Andreasen, bokseren Sarah Mahfoud og tidligere ’Bachelor’-deltager Casper Berthelsen.
De skal gennem intense uger med kærlighed, ærlighed og selvindsigt, mens love coach Jill Liv Nielsen guider dem gennem følelsesmæssige udfordringer.
- Deltagerne åbner for alvor op om deres hjertesorg og mønstre, og det kræver enormt meget mod. Det er utroligt rørende at se deres styrke i mødet med sig selv og hinanden, siger Jill Liv Nielsen.
            I dansk version
Programmet består af seks afsnit og er den danske udgave af det franske reality-hit 'La Villa des Cœurs Brisés', som har haft hele ti sæsoner.
De første tre episoder får premiere den 26. november, mens de sidste udkommer i december.