“Italiensk” landsholdsspiller fylder 40
Per Krøldrup fik ti gode fodboldår i Italien - med en enkelt mislykket afstikker til England - og var fast inventar på landsholdet. Den 31. juli fylder han 40.
På toppen blev han rygtet til kontinentets storklubber. På bunden blev han kaldt Evertons værste indkøb nogensinde.
Fodboldkarrieren bød på op- og nedture for Per Krøldrup, der på onsdag den 31. juli fylder 40 år.
Den talentfulde og lange fodboldspiller fra Farsø i Himmerland kom via ophold i Aalborg Chang og B93 til Udinese i Italien i 2001.
Her gjorde han sig positivt bemærket for sit elegante og boldsikre spil i midterforsvaret, og efter et vedvarende pres fra sportspressen blev han også landsholdsspiller i 2004.
Skader førte til kæmpe flop
Året efter blev Per Krøldrup kædet sammen med storklubber som Juventus og FC Barcelona, men det endte med at blive engelske Everton, der løb med danskerens signatur den sommer.
Det blev dog alt andet end et lykkeligt ophold. En lyskeskade udskød forsvarerens debut til efter jul, og her gjorde han og holdkammeraterne en uheldig figur i et 4-0-nederlag, hvor danskeren endda pådrog sin en ny skade.
Mindre end en måned senere blev Per Krøldrup solgt tilbage til Italien i form af Fiorentina.
Tilbage i Everton er kun mindet om den mislykkede tilpasning til den engelske fodboldstil, hvilket fik flere til at kalde ham klubbens dårligste fodboldforretning nogensinde.
Med til VM
Landsholdskarrieren var imidlertid kommet mere på sporet, og i flere år var han fast inventar på holdet. I 2010 fik han en enkelt kamp til VM i Sydfrika – i Danmarks blodfattige indsats mod Japan.
På klubplan fik han seks gode år i Fiorentina, inden skader var med til at trække hans niveau ned.
Karrieren sluttede med optrædener hos Pescara og portugisiske Olhanense.
Efter tiden som spiller har han blandt andet været en del af trænerstaben i B93, deltaget ved opvisningsturneringen Star Sixes for Danmark i 2017 og cyklet med i et cykelløb til støtte for skadede krigsveteraner.