Internetfænomen spreder skræk og rædsel
Internetfænomenet Momo fremsætter igen alvorlige trusler mod børn på nettet.
Internetfænomenet Momo går øjensynligt sin gang på internettet igen.
Det er et kvindehoved med en fuglekrop – Momo hedder fænomenet – og går i al sin farlige enkelthed ud på, at ‘Momo’ opstiller udfordringer til de børn, der lader sig lokke.
Udfordringerne bliver gradvist vildere – og farligere – og fænomenet minder ifølge myndighederne om et andet internetfænomen – ‘blue whale’ – der ifølge Forbes har fået mere end 100 børn til at begå selvmord. Specielt i Rusland.
Som Newsbreak.dk kunne fortælle, bredte Momo sig med lysets hast i efteråret. Det ser nu ud til, at fænomenet er tilbage for fuld styrke.
Dukker op på Youtube
Mediet Daily Dot skriver, at Momo er begyndt at infiltrere populære Youtube-videoer med ellers uskyldigt indhold som populære Gurli Gris og Fortnite.
Blandt dem, der advarer mod videoerne er en engelsk skole:
Skolen fortæller, at eksempler de selv har oplevet, har gået på at figuren opfordrer børn til at tænde for gasforsyningen eller at finde og spise piller.
Norske myndigheder har advaret
I efteråret var myndighederne i vores naboland Norge ude med en advarsel om, at de har hørt fra flere forældre, hvis børn har ‘spillet’ med dukken Momo. Det skriver den norske avis VG.
Kommunikationsrådgiver i Kripos, det norske svar på Rigspolitiet, Axel Wilhelm Due, fortæller til avisen, at det er noget, man tager meget seriøst:
– Det er sager, vi ser alvorligt på. Hvis nogen er bekymrede for om venner, bekendte eller familie deltager i den salgs spil, så opfordrer vi til at de tager kontakt til forældre, kommunen eller politiet, siger Axel Wilhelm Due til avisen.
Ifølge VG har en række norske lokalaviser skrevet om, at ‘Momo’ har hjemsøgt skoler i deres områder.
En af dem er Bergensavisen. Her beskrives det, hvordan ‘Momo’ har skræmt skolebørn fra vid og sans:
– Der blev sendt en række kædebeskeder og snaps mellem eleverne. Der var også forfærdelige trusler om, at ens mor ville dø eller lignende, hvis man ikke sendte det videre. Nogle af børnene blev rædselsslagne, siger Nina Jensen, der er lærer på Sælen skole i Bergen til Bergensavisen.
Sikkerhedsekspert maner til besindighed
Det er dog vigtigt at huske på, at figuren i sig selv ikke er farlig. Det mener Kaspersky Labs senior researcher i cybertrusler, David Emm:
– Momo-udfordringen skaber igen panik i rigtig mange lande. Det er vigtigt, at huske at dette ikke er en cybertrussel som sådan, da computer og mobile enheder ikke bliver inficeret med noget skadeligt. Momo er en ondskabsfuld spøg, der går efter at chokere og skræmme, siger David Emm.
Han mener, at man som forælder bør slå koldt vand i blodet og tale med sine børn:
– Forældre bliver selvfølgelig bekymrede, når deres børn med lynets hast kan surfe det globale internet. Og netop derfor er det oftest børnene, der bliver ramt, når sådanne fænomener opstår. Det bedste forsvar mod dette er, at have en tæt dialog med sine børn om hvad der foregår i deres digitale liv og at en åben dialog er det bedste forsvar, siger David Emm i en pressemeddelelse.
Den engelske børnepsykolog Emma Kenny har i avisen The Mirror lavet en otte-trins-guide til forældre. Den kan du læse i galleriet ovenover artiklen.