I dyb sorg efter stort tab

Chrissy Teigen og John Legend har på tragisk vis mistet deres lille Jack.

Udgivet Opdateret

Kendisparret Chrissy Teigen og John Legend er i dyb sorg. De har netop mistet en lille søn efter problemer under graviditeten.

Det meddeler Chrissy Teigen selv i et Instagram-opslag, der også indeholder en serie billeder af de ulykkelige forældre sammen med den lille. Se det triste opslag længere ned i artiklen.

Artiklen fortsætter under videoen

Parret, der er forældre til datteren Luna Simone på fire år og sønnen Miles Theodore på to år, meddelte tilbage i august, at de ventede barn nummer tre.

Tidligere i denne uge kom det så frem, at den vordende mor var blevet indlagt på grund af vedvarende blødninger.

“Jeg er halvt igennem graviditeten og har nu blødt i en måned. Det er ikke, som når man bare har menstruation. Det er voldsomt,” forklarede hun ifølge People.

På de sociale medier gav hun dog samtidig udtryk for, at både babyen og hun selv havde det fint.

Men nu er den lille gået bort, allerede inden livet for alvor var startet.

“Til vores Jack. Jeg er så ked af, at de første par øjeblikke i dit liv blev mødt med så mange komplikationer, at vi ikke kunne give dig det hjem, du havde brug for for at overleve. Vi vil altid elske dig,” skriver Chrissy Teigen blandt andet i sit opslag.

Den 41-årige musiker og den 34-årige model har været gift siden 2013. De mødte hinanden helt tilbage i 2007 under indspilningerne til musikvideoen “Stereo”.

Powered by Labrador CMS