I chok over dødsfald

Kendiskokke reagerer på tabet af afholdt kollega

Offentliggjort

Stjernekokken Bill Granger er død blot 54 år gammel.

Det skriver flere australske medier.

Den triste nyhed er også blevet bekræftet i et opslag på hans Instagram-profil.

- Det er med stor sorg, vi meddeler Bill Grangers død den 25. december. Bill døde fredeligt på hospitalet, omgivet af sin kone Natalie Elliott og deres tre døtre Edie, Inés og Bunny, står blandt andet i opslaget.

Kommer som et chok

Nyheden har fået flere kendte kolleger til at reagere på de sociale medier.

- En trist nyhed. Jeg holdt meget af Bill Granger. Han var en fantastisk mand. Varm og charmerende og med en ekstraordinær enkelhed i sin madlavning, skriver Jamie Oliver

Den australske stjernekok Bill Granger er gået bort blot 54 år gammel.

Også Nigella Lawson udtrykker sin sorg.

- Det er hjerteskærende at høre, Bill Granger er død. Han var den mest vidunderlige mand. Det er så grusomt, skriver hun.

Stod bag flere tv-programmer

Bill Granger åbnede sin første restaurant i 1999. Siden er der kommet yderligere 18 til.

Derudover har han udgivet 14 kogebøger og desuden stået bag flere tv-programmer om madlavning.

Der er ikke oplyst nogen årsag til hans alt for tidlige død. 

Powered by Labrador CMS