Hylder Elizabeth på særlig dag

Dronning Margrethe lykønsker den britiske dronning, der har siddet på tronen i 70 år

Udgivet Opdateret

Dronning Margrethe har sendt en lykønskning til den britiske dronning Elizabeth, som kan fejre 70 års jubilæum på tronen.

Dronningen skriver i gratulationen, som kongehuset har lagt på hjemmesiden, at den britiske dronnings præstation er uden sidestykke.

- Det understreger vigtigheden af monarkiet som et stærkt symbol på national identitet og historisk kontinuitet i en hastigt foranderlig, moderne verden, skriver dronning Margrethe.

Dronning Margrethe sender flotte ord i retning af den britiske dronning.
Dronning Margrethe sender flotte ord i retning af den britiske dronning.

Søjle af styrke

Dronningen skriver også, at Elizabeth "har været en søjle af styrke, opmuntrende og inspirerende, uanset omstændighederne".

Dronning Elizabeth II er den nulevende regent, der har siddet længst på tronen.

Fejringen af dronningen begynder torsdag og strækker sig over fire dage. De fleste briter har fået fri til at deltage i fejringen.

Festlighederne bliver - bogstaveligt talt - skudt i gang torsdag med en salut.

Det sker ved den traditionsrige militærparade "Trooping the Colour", der bliver afholdt i St. James Park i London for at fejre den 96-årige dronnings fødselsdag.

Prins Charles leder paraden

Ifølge kongehuset går blandt andet 240 heste og 1200 soldater parade. Det er prins Charles, der leder den store militærparade. Han har følgeskab af sin søster, prinsesse Anne, og sin ældste søn, prins William.

Den ender foran dronningens residens i London, Buckingham Palace.

Her vil 70 militærfly stryge gennem luften over slottet. Samtidig hilser medlemmer af kongefamilien på befolkningen fra slottets balkon.

Stjerner skal optræde

Lørdag bliver jubilæet spillet ind med musik. 22.000 har købt billetter til "platinfesten" foran Buckingham Palace.

Der er en to og en halv time lang koncert, hvor musikere som Alicia Keys, Duran Duran og Elton John spiller til ære for majestæten.

Døjer med helbredet

Dronning Elizabeth har i den seneste tid meldt afbud til flere arrangementer på grund af det, kongehuset kalder "episodiske problemer med mobiliteten".

Hun deltog således ikke i den traditionsrige åbning af parlementet i London på grund af helbredsproblemerne.

Også dronning Margrethe kan i år fejre sit regentjubilæum. Hun har siddet på tronen i 50 år.

Her ses Dronning Elizabeth på balkonen i forbindelse med den traditionsrige militærparade 'Trooping the Colour'.
Her ses Dronning Elizabeth på balkonen i forbindelse med den traditionsrige militærparade "Trooping the Colour".
Powered by Labrador CMS