Hvem har vundet 4 millioner i Lotto?

Danske Spil bringer en efterlysning.

Udgivet Opdateret

Danske Spil har et problem med at komme i kontakt med den person, der den 17. september gik ind i Telefonkiosken på Østerbrogade 146 i København.

Vedkommende købte en Vikinglotto-kupon, der siden viste sig at være 4.195.153 kroner værd, og trods en efterlysning har Danske Spil fortsat ikke hørt fra den heldige vinder.

-Nu er der gået halvanden uge. Derfor vil vi gerne minde personer, der har købt en kupon den 17. september omkring kl. 18.15 i Telefonkiosken på Østerbrogade i København, om at gå ned og få den præmiesøgt. Vi har nogle millioner vi gerne vil have delt ud til vinderen, siger adm. dir i Danske Lotteri Spil, Pernille Mehl i en pressemeddelelse.

Da Danske Spil første gang efterlyste vinderen, forlød det, at vedkommende var den syvende, der i år har vundet en milliongevinst i Vikinglotto i 2020. Siden har endnu en dansker vundet et millionbeløb, så det samlede antal vindere af de store gevinster er på otte for 2020. Fire ud af de otte gange, er det en københavner, der har vundet.

Vinderen har et år

Når det kommer til de milliondyre Lottogevinster, har man ét år til at afhente sin gevinst, hvis man som her har købt sin kupon i en butik. Det fremgår af de regler, Danske Spil arbejder med.

– Det sker heldigvis yderst sjældent, at en gevinst ikke bliver afhentet, for når vi efterlyser vinderen, så får vi mange til lige at huske at tjekke tasken, inderlommen eller om man satte kupon’en på køleskabslågen, siger Pernille Mehl i pressemeddelelsen.

Danske Spil oplyser i øvrigt, at den seneste vinder, der købte sin kupon hos Bygaden Vin og Tobak i Herlev, heller ikke har meldt sig endnu. Vedkommende har vundet 1.145.741 kroner.

Powered by Labrador CMS