Høgni Hoydal fylder 60 år
Har kæmpet i flere år for, at Færøerne skulle træde ud af rigsfællesskabet
Han er født i København og har læst på Roskilde Universitet (RUC). I mange år kæmpede han imidlertid for, at Færøerne skulle træde ud af rigsfællesskabet.
Høgni Hoydal, som lørdag 28. marts fylder 60 år, har viet en stor del af sit liv til politik. Både som færøsk medlem af Folketinget og i mange politiske funktioner på Færøerne.
Efter fødslen i København voksede han op og gik i skole på Færøerne, hvor han senere tog en HF-eksamen. Sideløbende arbejdede han som sømand og som lærervikar.
Fra 1988 til 1994 læste Høgni Hoydal cand.comm. i historie og kommunikation på RUC, og han var i årene 1995 til 1998 journalist ved det færøske fjernsyn Sjónvarp Føroya.
I 1998 blev han valgt til Lagtinget, og tre år senere blev han valgt ind i Folketinget for første gang.
På det tidspunkt havde Høgni Hoydal allerede markeret sig som en stor fortaler for færøsk selvstændighed, og han havde blandt andet skrevet bogen "Myten om rigsfællesskabet".
Ikke tilfreds
I 2005 trådte en lov i kraft på Færøerne om en øget grad af selvstændighed, men Høgni Hoydal var ikke tilfreds.
Han havde i de foregående år som landsstyreformand for selvstyre- og justitsanliggender kæmpet for færøsk selvstændighed.
Omkring år 2000 satte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) imidlertid foden ned.
Færøerne havde foreslået en udfasning af det færøske bloktilskud på 1,3 milliarder kroner årligt over 15 år.
Nyrup ville imidlertid have bloktilskuddet udfaset over fire år, samtidig med at Færøerne skulle tilbagebetale et lån på 4,4 milliarder kroner. Det kunne den færøske økonomi ikke klare, og Høgni Hoydal var kritisk over for Danmark.
- Man siger fra dansk side, at vi får fire års overgangstid - uanset om vi heroppe taler om suverænitet eller ej. Og nu må vi ikke engang tænke på suverænitet. Det er da en slags afpresning, sagde Høgni Hoydal i februar 2001.
Populær på Færøerne
Hans klare holdninger gjorde ham populær på Færøerne, hvor vælgerne i tre tilfælde, i 2001, 2007 og 2015, valgte ham ind i Folketinget, for Tjóðveldi, Det Republikanske Parti.
Få dage efter valget i 2015 trak han sig imidlertid fra Folketinget, da han ikke ville sidde både i Folketinget og Lagtinget på samme tid.
Han blev formand for Tjóðveldi i 2000, og han har stadig posten i dag.
Privat har han tre børn med Hildur Hermansen.