Hitmager har kapret Dickow
Musikeren Lau Højen har fået assistance af den anerkendte sangerinde og sangskriver Tina Dickow på sit nye nummer om kuldsejlet kærlighed
Musikeren Lau Højen har flere gange gennem sit liv oplevet at få sit hjerte revet itu og sidde tilbage med en hjemløs kærlighed, som ikke er blevet gengældt af hende, han havde i kikkerten.
Det er blevet til duetten “Første dag i skolen”, som udkom fredag den 4. juni.
På det nye nummer har Lau Højen hevet den anerkendte danske sangerinde Tina Dickow med på vokal.
– Jeg vidste, jeg ville lave den som en duet, og allerøverst på ønskelisten stod Tina Dickow. For hvem mestrer den yndefulde smerte bedre end hende?, siger Lau Højen i en pressemeddelelse.
Det er sket før
I et opslag på Instagram beskriver han den 43-årige sangerinde som “dronningen af yndefuld smerte”.
Den smerte har han oplevet flere gange gennem årene, når han har siddet tilbage med et knust hjerte.
– “Første dag i skolen” er en sang om de der vilde envejsforelskelser, siger Lau Højen videre i pressemeddelelsen og ser tilbage på de gange, kærligheden er kuldsejlet.
– Første gang jeg så Maria i SFO’en, så jeg skønhed uden sidestykke. Jeg blev topforelsket, og hun lyste rummet op uden at ane noget. Det samme skete flere gange i folkeskolen, efterskolen, gymnasiet og på højskolen, forklarer han.
Siden har Lau Højen fundet sit livs kærlighed i hustruen Thilde, og sammen har parret to døtre.
Igen på dansk
“Første dag i skolen” er endnu en sang på dansk fra Lau Højen, der har kastet sig ud som solist sideløbende med musikken i sit mere end 20 år gamle rockband, Carpark North.
Lau Højen udgav sin første solosang under eget navn i oktober, da debutsinglen “Køreturen” udkom.
Siden har han udgivet julesangen “Hold mig tæt” og kærlighedshyldesten “Kun dig”.
“Første dag i skolen” udkom fredag den 4. juni.