Hip hurra: Tredobbelt royal bryllupsdag

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia af Sverige har bryllupsdag 19. juni. Det samme har parrets datter, kronprinsesse Victoria, som er gift med prins Daniel.

Udgivet Opdateret

Juni er fyldt med bryllupsdage i det svenske kongehus, men den 19. juni er en helt særlig dag for det svenske regentpar og tronfølgerpar. Det er nemlig 43 år siden, at Sveriges monark, kong Carl Gustaf, giftede sig med tysk-brasilianske Silvia Sommerlath, som trådte ud af Storkyrkan i Stockholm som svensk dronning.

Parret mødte hinanden under de olympiske sommerlege i den tyske storby München i 1972. De forlovede sig i marts 1976 og giftede sig i sommeren samme år.

I 2010 giftede parrets datter kronprinsesse Victoria sig med sin mand, prins Daniel, nøjagtig 34 år efter sine forældre. De har dermed samme bryllupsdag. Juni måned er populær, når det angår bryllupsdatoer i det svenske kongehus.

Også regentparrets to andre børn, prins Carl Philip på 39 år og prinsesse Madeleine på 36 år, kan fejre deres bryllupsdag i juni. Prins Carl Philip sagde ja til prinsesse Sofia den 13. juni 2015, mens prinsesse Madeleine giftede sig med den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O’Neill den 8. juni 2013. De tre par har givet kong Carl Gustaf og dronning Silvia syv børnebørn.

England er med

Prins Edward, den eneste af Dronning Elizabeths børn, der ikke er skilt, har rent faktisk også bryllupsdag den 19. juni.

Den 55-årige prins kan således i dag fejre 20-års bryllupsdag med sin hustru, grevinde Sophie af Wessex, der er 54 år.

Belært af sine søskende sørgede Edward for at lære Sophie Rhys-Jones særdeles godt, inden han friede til hende. De dannede par i seks år og blev gift, da Rhys-Jones var 34 år gammel.

Det skete ved et mindre bryllup i Sct. Georges Chapel på selveste Windsor Castle.

Powered by Labrador CMS