Her stemmer man om, hvem der bliver konge
I Malaysia har der netop været afholdt valg - til posten som konge.
Hvem mon ville vinde, hvis man i Danmark skulle stemme om, hvem der skulle være konge?
Christian Eriksen, kronprins Frederik eller Rasmus Seebach? Det finder vi nok aldrig ud af.
Det er ikke desto mindre sådan, man gør i Malaysia, hvor der lige har været afholdt kongevalg. Det skriver BBC.
Valget kommer efter, at der er sket noget historisk. Den hidtidige konge Sultan Muhammad V af Kelantan valgte som den første malaysiske konge nogensinde at abdicere – to år inde i sin femårige regeringsperiode.
Hvorfor den farverige konge abdicerede har han ikke udtalt sig om officielt, men i slutningen af 2018 giftede han sig med den russiske skønhedsdronning Oksana Andreievna Voevodina, der er tidligere Miss Moskva.
Ikke alle og enhver kan stemme
Den nye konge er Sultan Abdullah af Pahang.
Men det er langtfra sådan, at alle og enhver kunne stemme – endsige stille op – til kongevalget i Malaysia.
Der er nemlig kun ni kandidater – og de samme ni er de samme, der må stemme.
Det er nemlig de royale ledere fra hver af de ni malaysiske provinser, der tidligere har haft eget monarki.
Egentlig går tronfølgen på tur, men så simpelt er det ikke – og her kommer det “demokratiske” aspekt ind.
De ni får nemlig udleveret en stemmeseddel med to svarmuligheder – ja og nej. De skal stemme om, hvorvidt den første i tronfølgen er værdig til at blive konge.
Er der fem stemmer for, så bliver vedkommende – som Sultan Abdullah – valgt som konge. Hvis ikke, så gentages processen hos den næste og så fremdeles.
Det bestemmer kongen
Selv om kongen i Malaysia mest er af ceremoniel betydning, så har han alligevel nogle særlige beføjelser.
Lige som dronning Margrethe – i princippet – kan, kan han nemlig benåde dømte fanger.
Det gjorde den tidligere konge, Sultan Muhammad, blandt andet med Anwar Ibrahim, der er en af landets mest prominente politikere.
Derudover er kongen også det kulturelle og religiøse symbol i det muslimske land.