Her går det julekalender-amok
DR byder på både magi, nostalgi og nye eventyr
DR tænder igen for julestemningen med et rekordstort udvalg af julekalendere i 2025.
Både klassikere og nye eventyr får liv på DR1, DR Ramasjang og DRTV, hvor der bliver noget for både børn, forældre og nostalgikere.
Det oplyser DR i en pressemeddelse.
Årets store nyhed er ’Theo & Den Magiske Talisman’, som bliver DR’s primetime-julekalender på DR1.
Serien følger 6.-klasseseleven Theo, der må rejse ind i den magiske verden Thannanaya for at redde sin elskede morfar. Sammen med klassekammeraten Simone kaster han sig ud i et eventyr fyldt med venskab, fare og julens tro på mirakler.
Forsvinder og truer

For de yngste sender DR Ramasjang ’Troldetider’, hvor menneskepigen Saga og trolddrengen Ludvig skal redde verden, efter en magisk ravsten forsvinder og truer med at vække den mægtige bjergtrold.
Ældre julefavoritter
Serien byder på eventyr, magi og klassisk julehygge – hver dag klokken 17 på Ramasjang og fra klokken 6 på DRTV.
Men det stopper ikke der.
På DRTV kan seerne allerede fra 1. november gå i gang med at streame både nyere og ældre julefavoritter som 'Nissebanden', 'Pagten' og 'Tidsrejsen'.
Også DR’s arkivtjeneste 'Gensyn' går i julehumør med klassikere som 'Jullerup Færgeby', 'Torvet' og 'Cirkus Julius', der alle bliver tilgængelige fra november.
For alvor
Dermed kan DR’s seere varme op til julen med både gamle kendinge og nye fortællinger i en december, der for alvor står i julekalenderens tegn.
Her er alle DR’s julekalendere på DRTV fra 1. november:
• Nissebanden • Nissebanden i Grønland • Bamses Julerejse • Ramajetternes jul • Absalons hemmelighed • Pagten • Tidsrejsen I • Tidsrejsen II
Og på Gensyn kan du (gen)opleve klassikerne:
• Kender du Decembervej? (1967) • Torvet (1981) • Cirkus Julius (1988) • Den hemmelige tunnel (1997) • Eldorado for dyr & Kikkebakkeboligby (versionen fra 1985) • Jullerup Færgeby (1974) • Avisen – også kendt som Tryksen (1982)